Den islandske hest

Den islandske hest var simpelthen i århundreder garanten for islændingenes overlevelse, hævdes det af det prægtige dyrs mange fans. Intet mindre. Og noget er der utvivlsomt om det. Den kom til landet sammen med andre hårdføre væsner som landnamsfolkene, der havde fremavlet den på grundlag af kvaliteter, de havde fundet hos Shetlandsponyen og dennes slægtninge, Connemara- og Highlandsponyen. For alle tre forfædres vedkommende gælder det, at de er meget robuste og nøjsomme, både hvad foder og varmegrader angår, desuden færdes i hvert fald de to af dem helt ubesværet i højlandets svært fremkommelige terræn. Der er således set i relation til det islandske landskab og klima gode, brugbare gener i den islandske hest.
Landnamsfolkene var hedninger, som dyrkede den nordiske mytologi, og af den fremgår det, hvor stor en veneration de havde for hesten. Odins hests, Sleipners, udfoldelsesmuligheder er ikke begrænset af elementerne, den ejer en næsten magisk evne til at færdes de mest umulige steder, og det er ikke svært at se analogien til de dødeliges heste. Selve døgnrytmen personificeredes af hestene Skinfakse og Rimfakse, der med deres elegante gang over himmelen lod lys og mørke veksle. Jo, den lille seje islænder garanterede, at den vanskelige transport var fuldbragt, inden mørket gjorde færden farlig. For de første beboere på øen var hesten tæt forbundet med guderne, derfor hædrede man den også ved at bruge den som offerdyr til disse, især til frugtbarhedsguden Frej. Det var almindeligt at spise hestekød, hvilket kan have haft en dobbelt funktion, dels helt banalt at blive mæt, dels at optage det guddommelige i sig.
Sagaerne bekræfter hestens betydning og popularitet i fortidens Island. Det fremgår for eksempel af disse, at hesteran var en alvorlig forbrydelse, der kunne retfærdiggøre drab på tyven, ja, selv det at ride på bestemte heste, som ejerne tillagde magiske eller guddommelige egenskaber, betragtedes som absolut tabu. I Viga Glums Saga fortælles det desuden, hvordan et hestestod foræres til sagaens hovedperson som et symbol på venskab og garant for trofasthed; et andet sted i samme tekst kaldes der til ”hesteting”: Der var mange heste og stor skæmt og flere gode dyster mellem jævnbyrdige heste, og det fortsatte langt hen ad dagen.” Hesten var for sagafolket et kært, uundværligt medlem af husstanden med en status, der bestemt ikke syntes ringere end de øvrige medlemmers.
-------

På Island håndhæver man i dag strengt et forbud imod at importere andre hesteracer ja, heste i det hele taget, så en islandsk konkurrencedeltager, der har været udenlands, kan ikke vende tilbage, derfor har Islænderen beholdt sit oprindelige udseende. Den er med sine ponygener ikke særlig høj, har kort hals og hoved men kraftige skuldre, et diskret hældende kryds er karakteristisk for den stærke ryg, og de små hove finder fodfæste for korte, kraftfulde ben. Halens og manens hårpragt er lang og tæt og beskytter den sammen med dens tykke fedtlag mod kulden; når det blæser voldsomt, finder flere heste sammen, stiller sig tæt op ad hinanden med bagdelen vendt mod vinden og beviser således, at også fortidens overlevelsesstrategier er bevaret. I dag bruges den først og fremmest som ridedyr, og det vanskelige terræn har skabt en exceptionel pålidelig, stærk og behagelig ridehest, sikker på benene og med overskud af temperament og løbevilje. Men selvom den er godmodig og samarbejdsvillig, er der dog grænser for dens tålmodighed, skal jeg hilse og sige fra min kone, der som rytterdebutant oplevede, at hendes hest strejkede, da hun ville over et lille vandløb. Den standsede simpelthen, var ikke til at rokke, og af dens meget selvstændige udtryk i øjnene kunne man læse, at for sin ulejlighed måtte den dog kunne kræve en højere grad af professionalisme hos sin last, før den gjorde sine hove våde. Uden at lade sig afficere af diverse danske skældsord vendte den om og luntede sindigt tilbage til sit indelukke. Stolthed og uafhængighed synes at være fælles egenskaber hos både fire- og tobenede beboere på sagaøen.
Den Islandske hest behersker som race i alt fem forskellige gangarter: skridt, trav, galop, tølt og pas. De tre førstnævnte gangarter er de grundfærdigheder, alle heste er i besiddelse af, men at pas og tølt også er en del af islænderens repertoire, danner mere end noget andet grundlaget for dens store internationale succes som ride- og konkurrencehest. Det er dog ikke alle islandske heste, der er femgængere, nogle er firegængere, mens andre ganske enkelt er individualister med forskellige præferencer; nogle er til tølt, andre til pas. Netop denne uforudsigelighed opfatter hestefolket som en særlig interessant udfordring. Nu har jeg personligt aldrig selv reddet på vildere væsner end en gyngehest, så jeg kontaktede en hesteekspert for at få forklaret, hvad pas og tølt egentlig gik ud på. Om jeg virkelig ikke vidste, hvad pas var? Næ, det måtte han altså meget undskylde. Pas viste sig at være en totakts gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidigt; da der går et stykke tid, inden næste benpar rammer jorden, kaldes gangarten også flyvende pas. Hvis hesten ikke formår at udføre gangarten i et højt tempo, bliver præstationen kaldt grisepas, hvilket næppe skal opfattes som ros. Under alle omstændigheder er pas sgu synd for dyret, sagde min informationskilde, det er alt for anstrengende. Nej, set fra hans synsvinkel var tølt den ideelle gangart for både hest og rytter, hvilket klart fremgik af hans ivrige, næsten leksikale forklaring på fænomenet: Tölt er en firtakts gangart, hvor benene flyttes i samme rækkefølge som i skridtgang, nemlig højre bagben, højre forben, venstre bagben og venstre forben. Hesten har i tølt dog altid et eller to ben på jorden, hvor den i skridt altid har to eller tre ben på fast grund. Det er fantastisk behageligt for rytteren, at der ikke er noget svæv. Derefter fortalte han om forskellige tempi for tølt og mente, at et behersket tempo måtte påregnes at medføre den bedste synergi mellem bærer og båret. Efter han havde afsluttet sin udredning, var jeg på nippet til at spørge ham, om det ikke var et hestearbejde at sætte sig ind i alle de ting, men tog mig i det, da det tydeligvis ville være et faux pas.

Nu vidste jeg så, hvorfor det lille ridedyr er så umådelig populært over det meste af verden, at ethvert land med respekt for sig selv har en Islænderklub, hvor der jævnligt afholdes stævner. Dyrets højde på mellem ca. 120 cm ca. 145 cm gør det sammen med dets fine egenskaber egnet som begynderhest for mange teenagere, hvilket selvfølgelig er med til at skærpe interessen for det. I Danmark har jeg hørt- gøres der et seriøst stykke avlsarbejde, som dog nok hæmmes af, at man aldrig fra Island sender de bedste dyr til konkurrencer i udlandet, dem reserverer man til de nationale stævner; heste, der har været udenlands, må jo ikke vende tilbage til øen på grund af det tidligere omtalte importforbud men kan så indgå i det danske avlsarbejde. Nej, vil man se ægte fuldblod, må man til Island.

Under mit sidste besøg på øen travede jeg en tur i et øde område af Skidadalur på Tröllaskagahalvøen. Pludselig føltes det, som om jorden vibrerede under mig, samtidig med at en fjern torden langsomt steg i intensitet, og så dukkede der mere end et halvt hundrede Islændere op på stien, der førte ud fra deres græsningsområder langt inde i dalen. Foran flokken red et par islandske cowboys og viste vej, hvorhen ved jeg ikke, men synet var overvældende. Et væld af prustende, farverige dyr passerede forbi uden at ænse min uforstilte beundring for den lethed, hvormed de forcerede den stenknoldede vej. Jeg tænkte, at på en måde er den islandske hest stadig garant for overlevelse, ikke længere for øens beboere men for selve historien om et landnam, hvis succes næsten stred imod naturlovene.

Copyright Preben Rasmussen(tekst) Copyright E.Frank-Rasmussen(fotos)

<< retur