Glima og Grettir Det
islandske verbum glima oversættes kæmpe/brydes, men
kyndige folk hævder, at det er afledt af et meget gammelt
nordisk navneord, som betyder glimt, altså hurtigt lys.
Forener man disse to betydnin-ger har man sportsgrenen Glima,
også kaldet islandsk brydning, der netop dyrker den lynsnare
bevægelse.
Mit
første bekendtskab med denne sportsgren stammer fra mødet
med en skulptur af Einar Jónsson, som viser to mænd
i clinch med hinanden, men andre islandske skulptører er
ligeledes optaget af temaet, eksempelvis Sveinsson, så det
går op for mig, at glima betyder noget særligt for
islændingene. Hvorfor nu det? Jo, som en adspurgt svarer:
Det er den eneste helt igennem islandske idræt, vi har tilbage.
Hun mener, at glima skal ses som en videreudvikling af det, de
tidlige landnamsmænd kaldte ”fang”, en tomandssport,
hvis hovedelement var taktiske favntag, der skulle føre
til et kast mod jorden af modstanderen. Beskedent giver hun udtryk
for en manglende indsigt i sport, men så var der jo Hryggspenna
- hvad siger du på dansk---livtag, at tage livtag- ja, det
dyrkede man også. Glima hæver sig over disse entydigt
kraftbetonede idrætsgrene ved at understrege smidighedens
betydning, føjer hun til og har i sin ”uvidenhed”
på få minutter for mig fjernet al mystik omkring fænomenet
Glima. Det synes ret indlysende, at vi har at gøre med
en reminiscens fra de oldislandske opdragelsesnormer. Idrætslivet
sås som en vigtig fortræning til mandens voksne liv
med dets utallige fejder, og netop glimaen opøvede hårførhed
i kombination med rådsnar og smidig bevægelse. Hver
sommer på Altinget mødtes mænd fra hele Island
for at deltage i glima-stævner, der indgik som et fornøjeligt
punkt på en ellers ofte meget alvorlig dagsorden. Som oldtidens
grækere elskede øfolket mandelegemets skønhed,
kraftudfoldelsen og modet, men mest værdsatte man den strålende
sejr, der skabte det storartede ry, mange af sagaens helte sang
om, når de skulle præsentere sig gunstigt for potentater.
Sportsgrenen var så populær, at den bredte sig til
de andre nordiske lande, men da kirken anså den for at være
et hedensk uvæsen, blev den efterhånden bandlyst alle
andre steder end på Island, hvor den - ganske vist med visse
modificeringer - har overlevet til i dag og stadig trives godt.
Det ved jeg sikkert, for jeg overværede et stævne,
hvor der blev dystet i islandsk brydning, men det skal være
indrømmet: jeg forstod absolut intet af det, der foregik.
Heldigvis kunne det ses så tydeligt, at en overbærende
tilskuer ved siden af mig stak et nusset hæfte i min lomme,
en lille introduktion til moderne glima, og af det fremgår,
at der er flere ting, der adskiller glima fra andre former for
brydning: Skal
vi finde Grettirs rødder, må vi en tur til Nordvestisland,
hvor flækken Bjarg i Midfjord ligger, for her er han født,
herfra udgår historien om ham, en beretning i sagaens form:
Sagaen om Grettir Ásmundarson den Stærke. Genrens
forfattere er som bekendt anonyme, men enkelte forskere mener,
at værket kan bygge på et forlæg af Sturla Thordarson,
politiker og skjald fra 1200 tallet, der kendes som forfatter
til Islændinge Saga. Hvorom alting er, så hører
denne sene saga efter min mening til blandt de allerbedste, blandt
andet fordi hovedpersonens komplekse natur skildres meget troværdigt,
han er voldelig og poetisk, han er nådesløs og altruistisk,
modig i fejderne med mennesker men bange som et barn for mørket.
Hvorfor skulle den historiske Grettir ikke have været netop
sådan dengang omkring år 1000 i skæringspunktet
mellem hedenskab og kristendom? Det hele virker faktisk så
realistisk, at man kan læse sagaen som en slags opsummering
af det, der var sagatidens værdier og normer og i tilgift
få plausible bud på, hvordan islændingene boede,
dyrkede jorden, passede huset, tog på tinge og så
videre. Men altså: Vist så, ved vintertide Et arketypisk far søn opgør bliver hurtigt en realitet. Drengen er drillesyg, trodsig, hidsig, og allerede som teenager slår han en mand ihjel, fordi denne har hugget hans madpakke. Asmund får ham sendt til søs med kurs mod Norge, ombord på skibet er han en pestilens for de andre, lunefuld, fuld af foragt, men da skuden er ved at forlise, redder han alle med sin styrke. På sin videre færd gør han det af med en genganger samt et par bersærker og bliver som tak fra dem, han har hjulpet af med onderne, karakteriseret som en mand uden ligemænd blandt de levende. Efter nogen tid i Norge med en stribe drab i kølvandet, vender Grettir tilbage til Island, hvor der er gået frasagn om hans styrke og tapperhed. Der sendes bud efter ham fra en bygd, som hjemsøges og terroriseres af spøgelset Glam; kan han klare opgaven at uskadeliggøre dette uvæsen, spørger man. Grettir kan det, gør det, men Glam nedkalder en forbandelse over ham: fra nu af skal han ikke blive stærkere, hans gode handlinger mislykkes, og mørkeræd skal han blive. Dermed determineres heltens skæbne. Alt går herefter skævt for ham, han erklæres fredløs efter en falsk anklage for mordbrand, og resten af sit liv må han flygte fra feje men flertallige fjender. Andre ulykker har ramt ham: Alt vælter det på én gang Der er meget og mange, som skal hævnes, men det kræver en forbundsfælle med et sikkert fristed, og her træder Asdis, hans mor, til med et mod, der ikke lader mændene noget efter. Nettet strammes imidlertid mere og mere om Grettir, så da ”forretningerne” er klaret, flygter han til Drangey i Skagafjör_ur, hvor han ender sine dage. Sagaens epilog lyder således: Nej, her slutter sagaen ikke, for som vi har set, lever han endnu i det 21.ende århundrede i bedste velgående, hvilket også en årligt tilbagevendende Grettir Festival oppe i Nordvestisland vidner om. Festivalens højdepunkt er en Strongman konkurrence, hvis vinder tildeles Grettirpokalen. Begivenheden rummer desuden ekskursioner til stederne, hvor Grettir færdedes, højtlæsning samt dramatiseringer af sagaen, men indholdet varierer fra år til år. Der afsluttes med sang, dans og en islandsk specialitet, kaldet rimur. Rimur er digte, som fremføres af en ”skjald”, hvis foredrag på grund af melodiens monotoni kan minde om recitativer. Bag disse aktiviteter står non profit organisationen Grettistak, en sammenslutning af lokale interessegrupper i Vest Hunathing, hvis erklærede mål er at fremme kulturen i området, bl.a. ved at dyrke den kulturelle arv, som Grettir er eksponent for, men også at styrke kendskabet til landsdelen og derigennem fange turismens opmærksomhed. En forlystelsespark skal lokke familier med børn til, og det er vel ok, bare det seriøse udgangspunkt ikke glemmes i kommerciel støj. Under alle omstændigheder er det interessant, at en mand som Grettir har levet et liv, der viser sig så tidsoverskridende bæredygtigt, men det bunder nok i identifikationspotentialet. Han er på én gang helt og antihelt, utilpasset, ensom, sat uden for det gode selskab, en blanding af perfektion og mangelfuldhed, men frem for alt individet, der i alle situationer bevarer sin ære ved altid at yde det ypperste, han er en, mange kan spejle sig i. Især eftertidens sportsfolk dyrker ham, men måske burde glimafolket holde sig fra at genlæse sagaen, for den fortæller: Da mente folk, at Grettir var stærkere, end man havde troet, for Auduns kæmpekræfter kendte man til. Det blev et langt brydetag, men det endte som forudset med, at Audun fik Grettir under sig --- --for denne var klodset til brydning! Copyright. Preben Rasmussen
| |
 | |
