<< retur

Jónas Hallgrimsson

Ved et tilfælde faldt jeg en dag over Laxness' karakteristik af Jonas Hallgrimsson som Islands største digter. Navnet var mig bekendt fra min islandske frimærkesamling og fra Einar Jonssons skulptur, men nogen indgående viden om manden havde jeg ikke. Det måtte der rådes bod på, for når en så betydelig kulturpersonlighed som Laxness kunne fremhæve digterens geni helt uden forbehold, var der sikkert noget om det. I gang med studierne! Og pludselig vrimlede det med oplysninger om Hallgrimsson. Det viste sig nemlig, at her i 2007 fejrede man hans 200 års fødselsdag, både på Island og i Danmark. Altså tilbage til 1807, til stedet, tiden, rødderne.
Det, kilderne først afslørede, var en vis uenighed om fødestedet. De fleste udpeger gården Hraun som det rigtige, andre hævder, at han kom til verden på Steinsstadir. Under alle omstændigheder voksede han op på sidstnævnte gård hos sine forældre Rannveig Jónasdóttir og Hallgrimur Thorsteinsson, der fungerede som kapellan ved Bakki kirke. Jonas var den tredje ud af en søskendeflok på fire, og nogle anekdoter om ham vil vide, at hans evner langt oversteg, hvad der forekom normalt for et barn, f.eks. skulle allerede hans pludren i vuggen have afsløret digteriske talenter; ophavsmanden til dette udsagn må dog have haft gehør og fantasi ud over det sædvanlige. Men sikkert er det, at drengen mødte et voldsomt, farverigt, utæmmet terræn omkring sit hjem, som animerede til overvejelser af eventyrlige og romantiske tilsnit, ventende på ord, der kunne præcisere forbindelsen mellem sind og natur. Frigørelsen af disse ord og dermed den digteriske ånd kom til at knytte sig til en tragisk begivenhed. Otte år gammel måtte Jonas hjælpeløs se til, mens hans far druknede i en bjergsø, hvor han og Jonas´ ene bror var sejlet ud på ørredfangst. Ólafur, broderen, lykkedes det Jónas at redde i land, men faderen blev viklet ind i fiskegarn og var død, da brødrene endelig fik ham op af vandet.

Jeg var bare en dreng
da det blinde vand
stjal hans øjne
forseglede dem;
glemmer det aldrig
et grumme tab
mit livs første sorg
da min far døde.

Sådan erindrer Jónas Hallgrimsson senere den personlighedsdannende tragedie i første strofe af digtet ”Et digt om sorg”. Der er ingen tvivl om, at ulykken modnede den vordende digters syn på naturen, så en vis ambivalens kom til at præge det. Hvordan kunne Guds tilstedeværelse i naturen - samtidens panteistiske orientering - forklares, set i lyset af søens opslugning af en elsket far? Nej, naturen havde sin egen rå logik, dødsens farlig, dybt fascinerende. Jónas begyndte at se med nye øjne på vejr og vind, vækst og vulkaner, han blev bidt af naturvidenskaben.

Årene efter faderens død kan betragtes som én lang forberedelse til latinskolen. Forskellige klerikale kapaciteter, deriblandt Einar Thorlacius fra Goddalir ved Skagafjorden, indførte ham i græsk og latin samt bibragte ham, hvad man på de tider opfattede som nyttig dannelse. Således stod han 16 år gammel klar med rejsesækken på vej til den førende undervisningsanstalt på Island, Bessastadir Latinskole. Allerede hos Thorlacius havde han truffet en jævnaldrende studerende, Brynjólfur Pétursson, som skulle blive en ven for livet, i Bessastadir mødte han yderligere to ligesindede, Konrád Gislason og Tómas Sæmundsson; disse tre udgjorde sammen med Jonas senere kvartetten bag det litterære tidsskrift Fjölnir. I 1829 fik Jónas Hallgrimsson sin studentereksamen efter en meget inspirerende tid i Bessastadir, og som tidligere gymnasielærer glæder det mig at læse om den positive indflydelse, latinskolens undervisere havde på den unge mands kreative og intellektuelle udvikling. Disse lærere har, tror jeg ud fra egen erfaring om elevtyper, oplevet et søgende, komplekst menneske med en tidligt modnet livserfaring, hvis evne til ”at spille bolden tilbage” bragte en frugtbar synergi ind i undervisningssituationen. Det vides, at da Hallgrimsson forlod latinskolen for at studere videre i København, var han blevet stærkt optaget af det islandske sprog og landets geografiske forhold, af litteraturskatten og de geologiske særpræg. Men selvom venerationen for øen var stærk og blandt andet førte til en intens agitation for national selvstændighed, forfaldt han ikke til provinsiel navlebeskuen; både dansk og udenlandsk kultur optog ham levende.
I København påbegynder han et jurastudium, hvilket umiddelbart kan forekomme paradoksalt set i lyset af hans foretrukne interessefelter, men som nok har sin forklaring i engagementet for Islands politiske fremtid. Længe hænger han dog ikke på, og det bliver mineralogien og geologien der foretrækkes som kandidatfagene; under sine naturvidenskabelige studier glemmer han dog ikke litteraturen. I 1835 udkommer for første gang det før omtalte tidsskrift Fjölnir, hvortil Hallgrimsson bidrager med egne digte, men som også indeholder artikler om det islandske sprog, om selvstændighedskampen samt en række andre temaer vedrørende bevaringen af islandsk særpræg. Det er især vennen Konrád Gislason, der med en næsten puristisk ihærdighed slår et slag for at beskytte islandsk imod inficering fra andre sprog, men Hallgrimsson er en så god sparringspartner, at hans digtning bliver af største betydning for den nationalromantiske selvforståelse på øen. Allerede i første nummer af tidsskriftet giver han med digtet Island et berømt eksempel herpå:

Island, lykkelige hjemland og rigdoms frosthvide moder,
hvor er nu oldtidens ånd, frihed og mandedåd?
Alt er i verden flygtigt, og dog dine skønne tider lyser
som lynglimt om natten langt fra svundne århundreder.
Landet var fagert og frit og frosthvide jøklernes tinder,
himlen skyfri og blå, havet var skinnende blankt.
Så kom fædrenes flok, og frihedshungrende helte søgte
østfra over havet mod lykkebringende bredder;
de rejste sig bygd og bolig i blomstrende dales skød,
ved idræt vandt slægten ry, ældedes glad i sit nye hjem.
Højt oppe i lavamarken, hvorfra endnu Øxarfloden styrter
ned i Almannaslugten, blev Altinget fordum holdt.
Der stod på tinge Torgeir, da Kristus af folket blev kåret,
der kom Gissur og Geir, Gunnar og Hedin og Njal.
I hvert et herred red kæmper, og langs kysten skønne skibe sås,
med fredeligt mandskab fragtende varerne hjem.
Men det er svært at fastholde tiden, vi må vælge
enten den baglæns færd eller vejen frem.
Hvad er det vi har lært i seks hundrede somre?
Har vi vandret af fædrenes ærefulde stier?
Landet var fagert og frit og frosthvide jøklernes tinder,
himlen skyfri og blå, havet var skinnende blankt.
Men højt oppe i lavamarken, hvorfra endnu Øxarfloden styrter
ned i Almannaslugten, holdes nu ikke mere Altinget.
Nu bræger får i Snorres bod, lyngen på det hellige lovbjerg
er hvert år blå af bær, til glæde for ravn og rolling.
Oh, du ungdoms skare og Islands granvoksne sønner!
Falmet og glemt er fædrenes ry.

Digtet bliver forbilledligt for den nationale lyrik i midten af 1800 tallet, da der ikke blot er tale om et trivielt sværmeri for fortiden, men om en implicit opfordring til - inspireret af de europæiske frihedsbevægelser - at genopvække kampgejsten fra landets store sønner, at varetage Islands problemer selv, som Njal og kompagni gjorde det på tinge; og disse var netop frie mænd med streg under frie! Det er ikke svært at tilgive Hallgrimsson den til panegyrik grænsende begejstring for fædrelandet, når dens hensyn og mål er bevarelsen af en unik nordisk kultur. At han i 2007 fejres for sit virke, er vel et tegn på, at projektet lykkedes.
Jeg tror, at studietiden i København var en af de lykkeligste perioder i digterens liv. Ikke alene kommer poeten ud af skabet, men også den naturvidenskabelige åre er blodrig. På universitetet møder han Japetus Steenstrup samme år, hvor Fjölnir søsættes, et møde, der skulle få blodet til at rulle endnu stærkere i denne åre. Allerede året efter, i 1836, modtog Steenstrup for en afhandling om "Nåletræernes forekomst i vore moser" Videnskabernes Selskabs pris, umiddelbart efter fulgt op af universitetets guldmedalje for yderlig en besvarelse, ”Forskellen på fuglenes træk og fiskenes vandringer.” Hallgrimsson fandt -ud over en intellektuel kapcitet generelt- i Japetus Steenstrup også en dansk sværvægter inden for deres fælles naturvidenskabelige hjertebørn, da geologien og zoologien fra barnsben havde haft dennes interesse. Det synes således helt naturligt, at Det danske rentekammer indbyder netop disse to mænd til at være primus motorer i en storstilet indsamling af fakta om øen Islands naturressourcer, som måske med tiden kunne udmøntes i en kommerciel udnyttelse. Da samtidig også Det litterære selskab ønskede en ”Beskrivelse af Island”, byggende især på både geografiske, geologiske, ornitologiske og zoologiske undersøgelser, må man sige, at der var serveret for de to polyhistorer. I tre år arbejdede Hallgrimsson på projektet, det sidste år alene, efter Steenstrups hjemrejse, og resultatet blev en mængde videnskabeligt materiale, som nu skulle med tilbage for at blive sorteret og bearbejdet i Danmark.
I mellemtiden var Steenstrup blevet konstitueret som lektor i botanik og mineralogi ved Sorø Akademi. Han inviterer den nu temmelig ubemidlede Hallgrimsson til at bo hos sig i Sorø, så vennen kan få ro til at ordne sit materiale; desværre bliver opholdet i den henseende en fiasko. Hallgrimsson synes mere fokuseret på et værk om Islands vulkaner og nogle skønlitterære projekter, han et stykke tid har haft i støbeskeen, end på ”Beskrivelse af Island”. Desuden møder han i Sorø to danske digterkoryfæer, Hauch og Ingemann, som han føler sig inspireret af og beslægtet med. Han ser et vist skæbnefællesskab med dem; begge starter karrieren med at læse jura, falder fra, som han selv, Ingemann mister i drengeårene sin far, begge er ivrige nationalromantikere. Især svinger han godt med Hauch, der underviser i naturfag ved Akademiet, og når man læser dennes digt fra 1861, Fædrelandssang, synes inspirationen at have været gensidig:

Heltedaad, der aldrig glemmes selv i Tidens Høst
Store Sagn, der evig gjemmes skal ved Sagas Bryst
Hjerter, der af Troskab lue,
Mod, som Døden ei kan kue,
Ydmygt Sind i Glans og Lykke,
Det er Danmarks Smykke.

Ni måneder bliver det til i Sorø, så må Steenstrup afbryde værtskabet på grund af en udenlandsrejse. Uden at have fået styr på Islandsstoffet vender Hallgrimsson næsen mod København, en rejse, som skal blive hans sidste. Plaget af lungeproblemer, en ”souvenir” fra opholdet på fødeøen, svækket af et eskalerende alkoholforbrug ser fremtidsudsigterne langtfra lyse ud. Så det kan ikke undre nogen, at det næsten øjeblikkeligt går galt for ham. En nat i begyndelsen af 1845 vil han efter en våd aften i byen forcere trappen til sit beskedne værelse i det indre København, han falder, skraber og brækker benet, der går blodforgiftning i såret, hvilket medfører hans lidet heroiske død. Han bliver 38 år gammel.

Hraun

Da jeg i sommeren 2007 passerede gennem Øxnadalen på vej til Glaumbær, var det naturlig at tage en afstikker til Hraun for at se Jonas Hallgrimssons formodede fødested, hvor en mindestue ifølge turistkontoret i Akureyri var indrettet. Dalen er set fra hovedvejen vild og frodig på én gang, med masser af gårde skuttende sig dekorativt ved foden af kompakte bjergsider. Det var lidt svært at finde Hraun, men ad en smal, stenet sidevej lykkedes det endelig at komme frem til et lille hvidt hus, hvor jeg straks ringede på døren. En midaldrende islandsk dame iført tørklæde som værn mod støv og snavs og med spand og kost i hænderne åbnede forbavset døren: Jo, det var godt nok her, Jonas var født, men ikke i det hus, det oprindelige hus var for længst revet ned. Næh, mindestuen åbnede først til november, hun var netop ved at rydde og klargøre, men jeg kunne køre tilbage ad hovedvejen nogle hundrede meter og dreje til højre mod Steinstadir, der var der heller ikke noget at se, men her voksede han op. Taknemmelig over at være så fyldigt beriget, takkede jeg den venlige dame, tog for ikke at køre helt tomhændet bort et billede af Hraun for dog at fastholde indtrykket af stedet, naturen, der havde været med til at danne digteren og videnskabsmandens egenart. Mens bilen trillede videre gennem Øxnadalen spekulerede jeg på, hvorfor nu det på trods af visse tragikomiske islæt havde været fascinerende for undertegnede at lære Jónas Hallgrimssons liv og levned at kende. Vel fordi han var en innovator. Satte han måske ikke islandsk digtning på Europakortet og vakte det hjemlige parnas til dåd - skrev han måske ikke en dybt respekteret bog om Islands vulkaner - skabte han måske ikke en vejrtjeneste på øen? Jo, han gjorde og meget mere til, og det til trods for, at han havde tunge odds imod sig. Mange af landsmændene brød sig ikke om ham, syntes han var en fordrukken fantast, en bedrevidende kritiker, f.eks. af rimurdigtningen, politisk en ballademager, nærmest anarkistisk i sit syn på naturvidenskaben. Derfor fik han heller aldrig de stillinger, han søgte på øen og måtte slutte sit liv som en fattig boheme i Danmarks hovedstad. Først et halvt århundrede efter hans død tog man ham rigtig til sig, biografiske værker udkom, hans digte blev læst af en bred skare af islændinge. Endnu halvtreds år senere, i 1948, ønskede man hans jordiske rester hjem fra Assistens Kirkegård til et mindre ydmygt gravsted på Tingvellir. Jeg ved ikke, om det er sandt, men en Islænding har fortalt mig, at under opgravningen tog man fejl af ligene i graven - der lå hele tre - så det nu er en dansk slagtermesters gravsted, man dvæler ved på Tingvellir. Hvis der virkelig er noget om historien, mon ikke det så ville have moret den langt fra humorforladte islænding, hvis 200 års dag helt fortjent fejres med pomp og pragt i 2007.

Copyrigt Preben Rasmussen

<< retur