<< retur

Mig og Eddaen

Vi havde kalkuleret med at bruge ti minutter i Kulturhuset på Hverfisgata, men det blev en gammel løgn, for nogle af de mest spændende håndskrifter fra Árni Magnusson Instituttets samling befinder sig her. Codex Regius, en samling Edda-digte af ukendte islandske digtere fra tiden mellem 800 og 1200, opbevares og udstilles i huset. Dette omstridte manuskript, som islandske filologer med god ret i årevis søgte at få hjem til øen fra Københavns, hvor det sammen med andre værdifulde nationale klenodier havde været opbevaret, siden Brynjólfur Sveinsson i 1600 tallet bragte det til Danmark, måtte simpelthen undersøges. Helt overvældende bliver det, da jeg opdager, at ligeledes manuskriptet med den Yngre Edda - også kaldet Snorres Edda - ligger til beskuelse; ja, og Flatöbogen samt Grågåsen! Med historiens vingesus om ørene dvæler vi i mere end to timer ved de gamle pergamentskrifter. Det svirrer i luften med spørgsmål om disse litterære sjældenheder, og jeg, der har en fortid som underviser i nordisk litteratur, må love de andre at forelæse en smule om emnet, når vi vender tilbage til Frelsens Hærs Herberg. Det løfte holder jeg, da vi mange timer senere med ømme fødder, forblæste manker, mætte af indtryk sidder på mit værelse og lader langsomheden herske.

”Ej skal man hænge ved kruset,
men drikke mjød med måde,
tale tilpas eller tie.
Ingen lægger dig
dét til last,
at du går snart at sove”

Skål! Så er det sagt, hvis I finder stoffet kedsommeligt, skal ingen bebrejde jer, at I tørner ind, nå, men citatet her stammer altså fra Havamal, Den højes tale, som er en del af Den ældre Edda; det står i Codex Regius. Den høje er uden tvivl Odin, og han belærer mennesket, giver det praktiske og moralske anvisninger, så livet bliver lettere at leve. Måske husker I Havamal fra gymnasiet, dengang man gik kronologisk frem i Dansktimerne? Det var nu ikke afsnittet om mådehold, der oftest fokuseredes på, men de strofer, som handler om ryets betydning for både individ og slægt. Sådan set meget pædagogisk som et oplæg til sagagennemgangen. Denne her var vist den foretrukne:

”Dør fæ,
dør frænder,
dør selv på samme vis.
Jeg ved ét,
der aldrig dør:
dom over død mands liv”

”Edda” betyder for resten Oldemor, og ”den ældre oldemor” består af hele 19 heltedigte samt 10 gudedigte. Hvem der har samlet og nedskrevet dem engang i 1200 tallet vides ikke, men når de eksisterer den dag i dag, skyldes det som sagt, at den islandske biskop Brynjólfur Sveinsson forærede dem til Frederik 3 tilbage i 1600 årene; ved samme lejlighed fik de titlen ”Det kongelige håndskrift”.
Der må blandt ophavsmændene til kvadene have været fremragende skjalde med næsten homeriske kvaliteter, det vidner for eksempel det mytiske kvad, Vølvens Spådom, om. Jo, jeg ved godt, filologerne skelner mellem edda-digte og skjaldedigtning, men begge genrer er storforbrugere af de samme virkemidler - man kunne nævne allitteration (bogstavrim) - så sondringerne forekommer af og til noget sofistikerede; jeg kan ikke se, at Sønnetabet, der henregnes til skjaldedigtene, bruger versemål væsentlig mere raffineret end eddaens. Når Sønnetabet fra Egils Saga virker voldsomt vedkommende - hvad siger I så - skyldes det vel også, at her har vi en bestemt digter, Egill Skallagrimsson, at identificere os med. Men tilbage til Vølvens Spådom. Digtet kan opdeles i tre dele: Kosmos - Kaos - Kosmos. Først skabes verden til en hensigtsmæssig harmoni, så begynder nedbrydende kaoskræfter at røre på sig, og det kommer til en altødelæggende kamp imellem aser og vaner, hvilket fører til Ragnarok, til sidst genskabes dog verden i fornyet harmoni. I al sin geniale enkelhed handler kvadet om spændingerne mellem gammelt og nyt, hedenskab contra kristendom, ondskabens væsen, visioner om godhed og orden, med meget mere. Uden tvivl har det givet mange af datidens islændinge anledning til at gøre sig alvorlige eksistentielle overvejelser om liv og død.

”Og atter ser man
underdejligt
de gyldne tavl
i græsset funkle,
som i længe svunden
leg de brugte.

Da skal usået
ager spire,
det bitre lindres,
når Balder kommer,
da skal Höd og Balder,
hvor Hropt segned,
som venner forsones.
Ved I nu alle ting selv?”

Med guden Balders genfødsel følger også Gimle, den efter Ragnaroks mørke skinnende lyse og lykkelige nye verden, hvor gode, milde mennesker, som netop Odins søn Balder er idealet for, skal leve i fred og fordragelighed. I kan godt se, at det her er en herlig utopi med en frelser og forsoner a la Jesus i en af hovedrollerne.

I kulturhuset bemærkede I vel også Snorres Edda, kaldet Den yngre Edda, Prosa-edda eller blot Edda; ret forvirrende faktisk. Bogen er skrevet af Snorre Sturlason omkring 1220, og ret beset er den en slags håndbog i skjaldedigtning, som består af en indledende del om de nordiske guders verden, en anden del med eksempler på tekniske virkemidler i digtningen og en afsluttende tredje del, som demonstrerer det færdige ideale digts anvendelse af både tema og teknik; digtet bærer den ucharmerende titel Háttatal, Opregning af versemål. Denne poetik er i virkeligheden både underholdende, velskrevet og momentvis morsom, men den er mest af alt en kilde til vores indsigt i hedensk nordisk mytologi.
Flatøbogen- I husker de smukke sider af kalveskind?- er det største og nok bedst bevarede af alle islandske håndskrifter. Den giver os en mængde værdifulde oplysninger om Nordens historie, især de norske konger fylder meget, men også om hvordan Nordatlantens områder blev fundet og beboede. Ja, og så Grágás, Grågåsen. Må siges at være en usædvanlig titel på en bog, en lovbog, for det er det, den er. Den er simpelthen fristasttidens suveræne lovsamling, men hvad dens titel hentyder til, fortaber sig i historiens tåger. Never mind. For den er en vigtig kilde til eftertidens forståelse af det tidlige Islands forsøg på at skabe et ordnet samfund, som nok skabte nye love, men med skyldig hensyntagen til landnamstidens leveregler. I bogen præsenteres love om idømmelse af bøder og fredløshed, love, der præges af både praktisk og pragmatisk tankegang. Det forekommer tydeligt, at det var lovgiverne magtpåliggende at undgå ekstremt blodige sanktioner uden samtidig at støde krænkede slægters spontane krav om hævn.

Alle de her håndskrifter har levet et omskifteligt liv, og hvis I kan klare mere, vil jeg lige kort sammenfatte. Godt! Det begynder med en vis Árni Magnússon med store ihærdighed indsamler over 2000 gamle håndskrifter oppe på Island. Som ærekær, national bevidst sprogforsker ønsker han disse uvurderlige værker bevaret for eftertidens forskning, derfor testamenterer han samlingen til Københavns Universitet og knytter et rundhåndet legat til, hvis afkast skulle bruges til trykning af skrifterne. Ved Magnússons død i 1730 overdrages hans livsværk til universitetet og døbes Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling. I over 100 år tages der i Danmarks hovedstad vare om klenodiet, men da der på Island i 1830erne vokser stærke nationale følelser frem hos befolkningen, som lægger kimen til kampen om politisk frigørelse fra Danmark, opstår også kravet om tilbagelevering af skrifterne. Faktisk anmoder allerede i samme årti Islands biskop, Steingrímur Jónsson om tilbagelevering af de diplomer, der relaterede til bispesæderne Skálholt og Hólar. I 1907 beder Altinget så om at få visse retslige og kirkelige dokumenter udleveret, men får afslag. Først i 1925 tilbageleveres nogle håndskrifter og diplomer. Da Island endelig i 1944 løsriver sig fra Danmark og bliver en selvstændig stat på verdenskortet kommer der for alvor gang i sagen. Ikke sådan at forstå, at Københavns Universitet er villig til at give afkald på samlingen, men det politiske pres får mere vægt og kan ikke i det lange løb afvises. Desuden er det svært at bestride argumenet om, at på udleveringstidspunktet var Københavns Universitet også Islands. Omsider vedtager Folketinget i 1965, at de håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, der kunne defineres som islandsk kultureje, skulle udleveres til Islands Universitet. Successivt over en periode på hele 32 år vender Árni Magnússons litterære og kulturelle skat tilbage til sit hjemland. Dixi! Og tak for tålmodigheden.

Copyright Preben Rasmussen

<< retur