<< retur

Hvad har Njal med Leifs at gøre?

Vi passerede i dag Njals sted, Bergthorshvol, hvor der nu ligger en beskeden gård. Efter sigende har arkæologer her fundet rester af en nedbrændt beboelse fra den tid, sagaen om Njal er henlagt til. Måske er Njal således ikke blot fiktion, måske eksisterede der virkelig en patriark, som (til-)bød sin familie at begå kollektivt selvmord med sig ved at lade sig brænde inde, da al forhandling med slægtens morderiske fjender syntes håbløs.
Nu sidder vi her i en veludstyret hytte med aperitif i glassene, mens samtalen naturligt nok kredser om Njals Saga. Alle er enige om, at sagaens hovedperson er en tragisk figur. Ingen har som han argumenteret for lovenes hensigtsmæssighed og imod vilkårlig selvjustits, og ingen har i kristendommens barneår talt kompromisets, forhandlingens sag bedre end ham. Alligevel ender han med at blive del i en blodig slægtsfejde; hvorfor, er der delte meninger om. Pigerne hælder meget usolidarisk med deres eget køn til den anskuelse, at det er kvindernes skyld. Både Halgerd, Hildegunn og Bergthora er hævngerrige furier, der hylder de hedenske blodhævnsnormer og ikke holder sig for gode til at ægge mandfolkene til blodsudgydelse.
Kvinden har jo ingen magt i det patriarkalske sagasamfund É..
Næh, ikke formelt, men hun er garant for husets, slægtens beståen, for eksistentiel værdighed og integritet.
Så, nu hvor blide mænd som Njal optræder på scenen, er det hende, der skal forsvare sagatidens hedenske idealer?
Ja, noget i den retning.
Men sagasamfundet står vel nærmest for fald, når de reelle styrkeforhold imellem kønnene på den måde vendes på hovedet. Det virker helt kaotisk----- .
Vi konkluderer i fællesskab, at der ikke er tale om nogen emancipatorisk hensigt med sagaen, og at vi derimod har at gøre med en dokumentation af den voldsomme konflikt mellem gammelt og nyt, som blandt andet indførelsen af kristendommen førte med sig. Denne konflikt reflekteres på forskellig vis af de mange spændende figurer i persongalleriet, hvoraf det er meget svært entydigt at udpege et ideal, i hvert fald for en moderne læser. Det taler vi lidt om. Så er det, jeg opdager CD afspilleren i hyttens reol og får en ide: Hvad med at lade en islandsk kunstner fra vor egen tid give sit bud på sagaens idealfigur! Jeg henter fra rygsækken mine medbragte cd-er med musik af Jón Leifs og lægger hans Sagasymfoni i apparatet, men inden jeg trykker på startknappen, må mine rejsekammerater lige belæres en smule om komponist og værk. Emnet er ikke nyt for mig, jeg har allerede i nogle år lyttet til Leifs' musik, så jeg kan fortælle, at symfonien er komponeret i 1941-42, mens Leifs boede i udkanten af Berlin. Nazisterne havde magten og lagde deres klamme hænder på al kulturel udfoldelse, hvilket betød, at kun få af komponistens værker blev opført, og når de blev, fik de dundrende fiasko. Desuden måtte Leifs konstant føle antisemitismen kolde pust i nakken, da hans kone og to døtre var jøder, altså potentielle ofre for deportation. Tvunget af disse umulige omstændigheder måtte han lade sig udnytte af propagandaapparatet og holde en pronazistisk tale i islandsk radio, hvilket i flere år efter stigmatiserede ham i nordiske musikkredse. Imidlertid kunne han hjemme i musikværelset udleve sin harme over mennesker, hvis største fornøjelse syntes at bestå i underkuelsen af andre, og arbejde med spørgsmålet om, hvilke karakteregenskaber, der krævedes af den, som skulle have en chance for at bekæmpe undertrykkerne. Han begyndte at gennempløje sit hjemlands middelalderlitteratur, han fordybede sig i sagaernes brogede, konfliktrige verden, ikke mindst i de enkelte personers evne til at handle. Til sidst havde han stof nok til ”Söguhetjur” (Sagahelte), hans første symfoni. Inspirationen kom fra Heimskringla, Fostbrødresaga, Grettis Saga, Laxdæla Saga og især fra Njals saga, som benyttes i både 1. og 3. sats. De to satser skal vi høre. Første sats bærer navnet Skarphedin, Njals søn, det er en allegro moderato, molto energico e rigido, altså med megen kraft og strenghed. Præcis sådan er jo denne ubændigt temperamentsfulde, spontane søn, som nægter at gå på akkord med de gamle vikingeidealer. I maskulin kampløst nedlægger han uden besvær enhver, der i mindste måde generer ham eller slægten. Satsens instrumentation med lur og udvidet slagtøj understreger denne karakters forankring i den gamle livsfortolkning og indikerer relativ sympati med den, men ikke udelt begejstring, hvilket kan aflæses i fraseringernes momentane forbehold. Nej, heltekarakteren par excellence finder man i tredjesatsens scherzo, hvor den overlevende svigersøn fra mordbranden, Kåre, optræder sammen med den storskrydende kryster, Bjørn, der gemmer sig bag Kåres brede ryg i kampene, og kun vover sig frem, når en modstander er gjort ukampdygtig af denne. ”Sempre scherzando” kræver Leifs i denne sats, altså lad uafladeligt musikken fremstille Bjørn som prototypen på de handlesvage eftersnakkere, hvis latterlighed sættes i relief af modsætningens Prometheuser, folk af Kåres støbning. Kåre er symfoniens bud på det handlekraftige menneske, der forener etik med gustent overlæg og kendskab til medmenneskelig svaghed og svig. Skal vi kunne dæmme op for idehykleriets hærskarer, hvad de end kalder sig, må Kåreslægterne vækkes til dåd; det er Leifs' musikalske budskab. Relevant dengang, ikke mindre i dag.
Nå, undskyld! Det tog magten fra mig. Lyt og bedøm selv.
En smule flov sætter jeg mig og holder lav profil, mens musikken spiller. De andre lytter høfligt interesserede, men det er tydeligt, at min subjektive svada, har lukket gassen ud af ballonen og gjort det svært for dem at associere alternativt, så efter afspilningen fader diskussionen om Njals Saga ud. Til gengæld har musikken til min store glæde givet dem mod på mere Leifs.

<< retur