<< retur

Om Viga Glums Saga og fristatens retssystem

Der er smukt ved Eyjarfjördur, meget smukt, men fortidens mænd og kvinder, som tog land på egnen, interesserede sig næppe for æstetikken, derimod så de et område med godt fiskevand, brugbare naturhavne samt afgrøde- og græsningsmuligheder. Omkring ti kilometer syd for fjordenden har der ligget en gård, der hed Tværaa, fortæller Viga Glums Saga, en af de mindre kendte islændinge- eller ættesagaer, og mens jeg passerer tæt forbi stedet, står pludselig mange af denne sagas personer lysende klart for mig. Selvom det er 30 år siden, den lå på mit skrivebord, husker jeg nu, at den dengang på mange måder forekom dækkende for alt det, som er selve islændingesagaens essentiale. Jeg studerede nordisk filologi, så genren skulle naturligvis belyses på alle leder og kanter, og jo, Viga Glums Saga har en alvidende fortæller, handlingen omfatter nok flere slægtsled, men især én navnkundig mand står i fokus, fremstillingen er kronologisk, persontegningen stereotyp osv. Det formelle kan imidlertid være interessant nok, mere spændende forekommer dog sagaens funktion som tidsdokument, syntes jeg i sin tid og gør det stadig, så hvor stor lid kan man sætte til sagaernes indhold? En del forskere har opfattet det som sandt, altså som historisk dokumentation, andre tager visse forbehold og henviser blandt andet til, at nedskrivningen finder sted længe efter, at sagaernes handling udspillede sig. Desuden baserer nedskrivningen sig på mundtlige overleveringer fra omrejsende skjalde, der måske har haft svært ved at tøjle deres digteriske og dramatiske talenter. Sandhedsværdien kan således ikke ganske verificeres, men studier i sagaerne har påvist både autentiske steder og personer, så konklusionen må være, at sagaerne er skæbnedramaer med en ikke uvæsentlig historisk kerne.
I Viga Glums Sagas eksposition præsenteres stedet og slægten, som bliver beretningens omdrejnings-punkt, men samtidig antydes både handling og tematik gennem det stærkt konnotative ordvalg:
Stor høvding, mod, mandig fremfærd, ry, holmgang, ældste ætter, godeværdighed. Ingen kan betvivle, at begivenhederne udspringer af et stærkt patriarkalsk univers med en noget enstrenget tankegang. Helt i tråd med skjaldetraditionen starter sagaen in medias res: Ved Eyjarfjorden på gården Tværå boede den gamle bonde Ingjald ------ . Slægtsrelationer rulles frem, indtil det fremgår, at Ingjalds sønnesøn, Glum, skal være sagaens hovedperson, og nu kan intriger og konflikter så gå i gang. Hele konfliktregisteret gennemspilles: strid om jorden, magten, kvinden; ærekrænkelse, tyvagtighed, lus i skindpelsen og meget mere. Det veritabelt vrimler med bipersoner, det er om at holde tungen lige i munden, hvis overblikket skal bevares, men selvom en del af dette persongalleri er interessant, tiltrækker Glum sig den største opmærksomhed. Som nævnt er persontegningen generelt stereotyp, alligevel lykkes det skjalden at karakterisere Glum som andet end et banalt dusinmenneske. Ideale træk som slankhed, muskelstyrke og lyst hår besidder han, men ”han var mørkere i huden end andre mænd”, fortælles det i starten af sagaen, desuden er han sky, lunefuld og doven, men senere får vi at vide, at han i en menneskealder er egnens betydeligste mand, fuld af mod og beslutsomhed, og faktisk bekræfter teksten alle disse karakteristika. Mest opsigtsvækkende er, synes jeg, at Glum forsynes med, hvad man i dag vel ville kalde et psykopatisk træk: Glum vendte om og red hjemad og begyndte at le voldsomt, hvilket tog sådan på ham, at han helt blegnede, og tårer, store som hagl, flød ud af hans øjne. Sådan reagerede han altid, når mordlysten greb ham. Glum er ikke for fastholdere, han er et paradoks, både en be- og afkræftelse af vores fordomme om den islandske sagahelt. Dog, denne sagas største fortjeneste er ikke det beskedne tilløb til en nuancering af personskildringen, men signalementet af vikingetidens samfund. Tre år efter kristendommens indførelse døde Glum, forinden havde gamlingen ladet sig døbe. sådan står der i slutningsafsnittet, og den bemærkning kan meget vel være tilføjet af den kristnede nedskriver af skjaldens historie, for i Viga Glums Saga befinder vi os stadig i den hedenske verden, hvor land og slægtens fortsættelse på jorden er de centrale værdier, og set fra skriverens synsvinkel er det en beklagelig, gammeldags tilstand, hvor tillige Viga Glums asociale adfærd opfattes som en slags generationsforfald. Individuel frelse og en forpligtelse på et evigt liv efter døden er det kristne bud på den rette tro, en tankegang, der ikke finder gnist af forståelse hos Glum og kompagni. Vi er på skellet mellem hedensk tro og kristendom, men det afspejles ikke som brydningstid i sagaen her. Nu skal det også erkendes, at Island blev kristnet af helt atypiske missionærer, der meget klogt og pragmatisk faktisk tillod dyrkelsen af hedenske guder, blot det skete i dølgsmål; efter et par generationer faldt man så nok til patten, var ræsonnementet. Glum holder imidlertid den hedenske fane højt. Lige til det sidste, hvor han er blind og delvis affældig, kæmper han med alle midler for bevarelsen af slægtens ære. Han er polyteist, men især dyrker han som offergode guden Frej, hvis hov eller vi (to betegnelser for helligdom) ligger på hans grund. Det er et noget for noget forhold, han har til frugtbarhedsguden Frej, ofringen udgør en del af ”kontrakten” mellem de to, men Frej bryder sig ikke om Glum, der aflægger falsk offered, når det passer i hans kram, derfor beskytter han heller ikke i sidste ende hans jord. Som det fremgår, er guden -præcis som de græske guder- antropomorf, altså præget af menneskelige egenskaber og er lige så røget som mennesket er speget. Respektløsheden over for de hedenske guder var dog ikke entydig, der tales flere gange i vores saga om menneskers overmod og implicit om konsekvenserne heraf, men hvor de græske begreber hybris og nemesis således er nærværende, synes den afledte moral, sofrosyne (mådeholdet), ikke at interessere den islandske sagahelt synderligt. Ustandselig geråder personerne i Viga Glums Saga i stridigheder med voldelig fatal udgang, stridigheder, som ville fortsætte i det uendelige, hvis der ikke ved siden af gudemagten fandtes en form for retssystem. I Viga Glum refereres der ofte til dette, hvilket jeg senere skal give et par eksempler på, men først et par ord om systemets baggrund og indretning.

Da stridighederne om fordelingen af land mellem de første, grådige landnamsfolk og de senere ankomne indvandrere ved den norske konges mellemkomst var blevet løst, udviklede samfundet sig socialt set relativt egalt: al jord var efter tres års landnam fordelt på mange familiers hænder, den blev slægtseje og gik i arv. Dertil kom, at der på grund af øens fjerne beliggenhed ikke var behov for et samlet militært beredskab; det var med andre ord ikke umiddelbart nødvendigt at etablere et centraliseret styre til regulering af samfundet. Men som det fremgår af Viga Glums Saga opstod der naturligvis fejder og konflikter mellem øens indbyggere, hvilket tilskyndede nogle fremsynede storbønder til at foreslå etableringen af et retssystem. Et vigtigt led i dette var godesystemet; en gode fungerede både som (hedensk)præst og høvding. Da Altinget omkring 930 grundlagdes blev godernes betydning skærpet, da de alene havde stemmeret ved den såkaldte Lovret og desuden udpegede domstolens dommere; den enkelte godes betydning i øvrigt afhang delvis af, hvor mange tingmænd (storbønder, der fulgte ham til tinge), han rådede over. Vigtigst af alle begivenheder på det årlige Alting synes lovsigemandens indsats at have været. Denne blev valgt til at være leder af Lovretten i en treårsperiode med pligt til hvert år at meddele tilhørerne ved et offentligt møde en tredjedel af lovens indhold; goderne havde mødepligt, da de i lokalsamfundene skulle kunne formidle lovens bogstav. Denne lovsigemand, som besad landets eneste officielle embede, måtte virkelig være udstyret med klæbehjerne, eftersom al meddelelse var lært udenad.
Altinget, som var det nationale ting og dermed højeste myndighed i landet, kaldte til samling én gang om året i juni måned; fjorten dage varede mødet, der ud over behandlingen af alvorlige retstvister -hvor goderne eksempelvis talte en tingmands sag- også gav plads til handel, kontakter mellem giftefærdige unge, sviregilder, brydekonkurrencer og meget andet. Allerede 30 år efter Altingets grundlæggelse blev det dog nødvendigt at revidere landets tingstruktur. En herredsinddelingsreform betød, at for hver af Islands landsfjerdinger oprettedes nu et fjerdingsting, som kunne tage sig af ikke alt for graverende lokale sager. Alvorlige sager som for eksempel mord behandledes ved en af 4 landsfjerdingsdomstole på Altinget, domstole, der også var nydannelser i ovennævnte reform. Alle landsfjerdinger afholdt såkaldte forårsting, sikkert blandt andet som en slags forberedelse til sommerens alting; Nordlandsfjerdingen, Viga Glums område, afholdt hele fire forårsting (de tre andre fjerdinger bestod kun af hver 3 lokalting) og var den største af fjerdingerne.


I Viga Glums Saga er det Blut und Boden problematikken, der er katalysator for værkets mange retstvister. Den første stævning udtages imod to trælle fra Astrids (Glums mor) og Glums husstand. De stævnes til Vårting for et kvægtyveri, de ikke har begået. Dette foregår, mens Glum er i Norge, så Astrid søger at få sin anden søn, Torstein, til at føre sag for trællene, men han afviser hende. Derfor må Astrid tilbyde anklagerne ”selvdom”. Thorkel og Sigmund, som hendes modstandere og plageånder hedder, ser chancen for at tilegne sig jord og tildømmer sig en værdifuld ager fra Glumslægtens område, og dermed er grunden lagt for de efterfølgende slægtsfejder. Med blod, sved og tårer havde slægten dyrket sin jord, den blev det næsten sakrosankte symbol på dens storhed, og ethvert overgreb på den var et overgreb på slægten. Da Viga Glum vender hjem fra sin udlandsfærd, udtrykker han sin reaktion i blodig poesi:

Tæt er det grønne gærde
gået os ind på livet.
Hån for hæder vist dig,
husfrue, hvor er vor glæde?
Min fædrene arv og ære
skulle nok her lægges øde,
men endnu på blod venter
stålbrodden, rusten på skaftet.

Ja, der er lagt op til en hævn, der heller ikke lader vente længe på sig. Glum opsøger Sigmund på den ”stjålne” ager, slår ham ihjel og vedkender sig straks drabet, idet han mener at have en god sag. Dels var anklagen mod trællene falsk, dels havde Sigmund stjålet ageren, dertil kom så, at han var dræbt på Glums egen jord, hvilket ifølge traditionen gjorde ham retsløs. Glum stævner Sigmunds far for de nævnte forseelser, selv stævnes han for drabet på sønnen. Disse sager er af en så alvorlig karakter, at de skal behandles på Altinget den følgende sommer. Som gode fører Glum her sin egen sag både som anklager og forsvarer med effektfuld vidnestøtte af sine mange tingmænd, udfaldet er således til at gætte. Modstanderne har intet at sætte imod, og Torkel, Sigmunds far, der deltog i jordtyveriet, står til en dom på fredløshed. Ifølge loven har parterne dog den mulighed at indgå forlig, sådan at straffen konverteres til opfyldelsen af de krav, vinderen af retssagen måtte stille. Valget er let for Torkel, da han som fredløs uden tvivl ville blive dræbt af Glum; denne benytter forliget til at skaffe sig slægtens jord tilbage, og sådan kunne alle stridigheder have været bilagt, men det skal gå anderledes. Torkel ræsonnerer, at kan man ikke vinde en retssag blandt dødelige endsige hævne dens udfald, kan guden altid tages til hjælp. Han anråber Frej, som han via sine offergaver har et fint kontraktforhold til, om i det lange løb at lade det gå Glum ilde, og guden, der -som nævnt tidligere- har et anstrengt forhold til sin offergode Glum, er ham venlig stemt.
Det er interessant at se, hvor sammenknyttet det verdslige retssystem er med den hedenske religion hos sagaernes personer; det irrationelle synes i sjælden grad at korrespondere fint med dagligdagens praktiske foranstaltninger. Torkels ønske går i opfyldelse, da Glum efter flere gange at være stævnet til forårsting i Hegranes på grund af forskellige overgreb, til sidst taber en sag ved Altinget. Nu er det hans tur til at forlade jord og gård for at undgå at blive dømt fredløs, men selvom en drøm har varslet ham om nederlag, og selvom han retter sig efter forliget, så mildner det ikke hans hævnlyst, som vi kan høre, mens han synger på sidste vers:

Ilde at leve på jord,
når mand af ælde er mærket,
ringe er glæden ved skjaldskab,
når tungens brod er sløvet.
Værst dog den spot, det volder
våbenløs skæbnen at møde,
og høre fra ættens grave
den evige mumlen om hævn.

Som gammel, affældig og blind forsøger han en sidste gange at narre sine modstandere i en blodig fælde, det mislykkes, men vi kan konstatere, at mådeholdet, som er indbygget i islændingenes retssystem, ikke altid vinder genklang hos sagaens personer. Nok er Altinget en slags demokrati, et juridisk og socialt centrum, men det havde ingen udøvende magt, intet politi, som kunne forhindre selvtægt. I sidste instans lå magten reelt hos Altingets 39 goder, og hos dem var der også plads til det enestående menneskes ret- og retssind.
---------

Der er smukt ved Eyjarfjördur, meget smukt. Mens jeg memorerer Viga Glums Saga, kommer jeg i tanke om, at der i slutningen tales om en ø ved navn Risø; aha, det må da være en fordanskning af Hrisey, der ligger langstrakt ude i fjorden og som jeg netop er på vej op til. Retningen er nu stik nord. På markerne ud mod Øfjorden ligger det høstede fodergræs pakket i kæmpestore, hvide sække og minder om buttede snetrolde, på fjorden tøffer en sindig kutter af sted som en motoriseret doven hval, luften er mig stadig svanger af stærke, stolte mænd og fortidens vældige bedrifter - men det er tid med sagafortællerens stemme at sige: Og nu er jeg ude af sagaen.

Copyright Preben Rasmussen (tekst)
Copyright E. Frank-Rasmussen (foto)

 

<< retur