Arnarstapi

Om helte i Arnarstapi

Bilen svinger op foran en af de røde hytter i Arnarstapi, hvor vi skal overnatte. På vejen hertil lod vejrguderne os beskue Snæfellsjökull. Denne gletscher er en af Islands smukkeste, synes jeg, og i klart vejr kan den allerede nydes fra flyet ved indflyvningen til Keflavik, desuden står den som et mindesmærke for store og sære begivenheder i fortiden. Dens tinder opstod omkring år 300 efter et vulkansk udbrud, og den hviler således på et krater fra en vulkan, der var aktiv i hen ved 700 tusinde år, men som forståeligt nok nu helt har mistet pusten. Der udstråler en aura af mystik fra Snæfells-jökull, som lokker mange turister til at bestige den, hvilket skulle kunne lade sig gøre på en fem seks timer. Både Jules Verne, der i ”Rejsen til jordens indre” udnævner jøklen til at være indgang til klodens midte, og Laxness har ladet sig inspirere af den, en inspiration, som skærpedes af Snæfellsnesshalvøens mange sagahistoriske islæt. Laxdæla- og Eyrbyggja sagaernes voldsomme, ulykkelige hændelser er henlagt hertil, og Snorri Sturluson boede her, hvor han blev skammeligt dræbt på den norske konges bud, da hans magt og betydning blev en torn i øjet på denne; i dag kan stedet, hvor Snorri boede, beses i Reykholt, der også byder på en skulptur af den lærde mand. I udkanten af halvøen residerede Egil Skallagrimsson, hvis saga måske netop Snorri forfattede. Så jeg udnævner Snæfellsnes til heltehalvø og får straks belæg for kroningen, da jeg stiger ud af bilen, for ude ved havkanten står en kæmpestatue lavet af indsamlede sten fra området, en så imposant skikkelse kan kun være en helt, men endnu har han ikke præsenteret sig.
Vi slæber kufferterne ud af bilen, går ind til receptionen i Snjöfell og henviser til vores reservation. Sylfiden bag disken slår op i sin protokol og finder efter en rum tids granskning af sit modersmåls bogstaver frem til vores navne: Ok. Hytten ved siden af, 1. sal, toilet nedenunder, morgenmad klokken 8. Efter denne hjertelige veltalenhed spiser vi i et hyggeligt fælleskøkken vores medbragte skyr, men kæmpen på klippekanten trækker. Ud i den stride blæst, hen over hærget vegetation med styrtdykkende havterner i nakken, op ad bakken til den ukendte gigant. Akkompagneret af skrigene fra riderne, der bebor de tusindtallige hylder i fuglefjeldet bag skulpturen, læser vi på en lille metalplade, at vores mand hedder Bardur, at hans minde er sat af personer, hvis navne vi ikke kender, men som mener sig i slægt med Bardur; om det er faktum eller ønskedrøm står hen i det uvisse. Hvor ser han desillusioneret ud der med ryggen til havet og blikket rettet mod jøklen hvide kulde, hvorfor mon? Vi må tørne ind i det beskedne paulun uden at have fået noget svar.
Så, næste dag ved morgenbuffeten, er det, at endnu en helt dukker op, vor tids helt. En ung arisk udseende dreng i gymnasiealderen har feriejob i Snjöfells restaurant med det ansvarsfulde hverv at betjene os med kaffe, pølse, ost med mere. Det tynger tydeligvis hans værdighed, så jeg prøver at appellere til hans sårede intellekt ved at udfritte ham om Bardur. Lidt trevent overtaler han sig selv til at åbne munden for på udmærket engelsk at berette følgende: Jo, Bardur var landnamsmand, en gigant, også lidt af en troldmand, som gerådede i alvorlig konflikt med sine to naboer. Disse bortførte det eneste, Bardur virkelig holdt af, hans datter, dræbte hende, frøs hende ind i et isbjerg, som de så sendte i drift mod Grønland. Bardur hævnede datteren ved at knuse den ene nabos hoved mod bjergvæggen. Den andens skæbne havde den unge mand ikke present. Men hævnen trøstede ikke kæmpen, der ikke ønskede at leve videre uden sin elskede datter. Det sidste, nogen så til ham, var, da han med målbevidste skridt besteg Snæfellsnes. OK! Jo, tak, udmærket og mon historien fandtes på tryk. Overhovedet ikke. Dette er, hvad jeg er blevet fortalt, som islænding har man jo pligt til at bevare sin arv. Island er en ung nation og dynamisk, ikke mindst i kraft af unge intellektuelles kulturhistoriske bevågenhed. Træt, overvældet af spleen og tyngende ansvarsfølelse for nationens fremtid begaver han med foragt en tallerken med lammerullepølse, så vi halvgamle ignoranter kan opfylde vore rationelle behov. Den unge helt vurderer nøje vores voucher, da der tages afsked og mener nok, der mangler en kupon; nå skidt pyt, lad gå for denne gang.

Bardur

Udenfor i den karske luft kaster jeg et blik på Bardur, ser jeg en tåre trille, kan det passe, at rigtige helte sommetider græder? Da jeg lidt senere sidder ved hans fødder, får jeg hele historien: Jo, hans forfædre levede i Norge oppe i Dovre blandt dværge og trolde. Selv drog han til Island tilbage i landnamstiden og blev draget af det store snefjeld. Ved Djupalon bygger han gården Laugarbrekka, på nabogården residerede broderen med sine to sønner, Raudfeldur og Solvi. Det var meget praktisk, for så kunne drengene lege med Bardurs døtre, mens han selv passede sin hedenske ceremonier i den store Sönghellir grotte, hvor ekkoet fra dem endnu høres. Knægten i restauranten har da fat i noget, men det, der virkelig skete, var, at Raudheldur en dag, hvor pakisen lå tæt, skubbede min Helga ud på et isbjerg, som drev bort med hende, og selvom hun overlevede turen til Grønland, så jeg hende aldrig mere. Den dag sagde jeg farvel til menneskenes verden, men først efter, Helga var hævnet; Raudfeldur røg ned i en dyb kløft, broderen smed jeg ud fra en klippetop. Det meste foregik i nærheden af, hvor skulptøren Ragnar Kjartansson nu har anbragt mig, men det er kun min skal, du ser, selv lever jeg dybt inde i gletscheren, jeg er dens ånd, mine energier sætter havet i oprør, siger menneskene, og det skal nok være rigtigt. For resten har knægten ikke ret i, at der mangler litteratur om mig, faktisk skrev nogen i middelalderen min saga.
Nogenlunde sådan forestiller jeg mig, han talte til mig, og hvor er det godt at få historien på første hånd.

<< retur