Hvaltur

Hvaltur

Om morgenen forlader vi herberget for at tage på hvaltur. I øsende regnvejr kommer vi til den del af Reykjavik havn, der kaldes Ægisgardur og går om bord på det gode skib Hafsulan. Vejrguderne er i drillehumør, de lader regnen tage lidt af, mens de i samme øjeblik skærper blæsten kraftigt, så båden allerede ved havnemundingen ruller føleligt. Min mangelfulde påklædning afsløres hurtigt, men jeg lader som ingenting, man er vel vendelbo. Lettere overlegent betragter jeg mine medrejsende styrte ned på nederste dæk for at iklæde sig det vejrfaste udstyr, rederiet udlåner til frossenpinde, og som får dem til at ligne hinanden til forveksling. Vores destination er Faxaflói, en bugt, der som fjern dekoration har Snæfellsgletscheren, men inden vi når ud til det proklameret hvalsikre havområde, sejler skibet imidlertid helt tæt op ad Puffin Island, hvor omkring 50 tusinde veloplagte søpapegøjer residerer. De pudsigt smukke lunder flyver om ørene på os, sikkert sure over at være genstand for nysgerrige og begejstrede turisters glade kaglen.
Nu bliver søen virkelig hård, og en håndfuld franskmænd ser ret betænkelige ud, formummende sig i rederiets gule vindtætte, ens dragter. Madames rouge forekommer noget overflødig. Samme kvinde bliver i øvrigt virkelig forbavset, da min ven, idet han tror at have sin kone foran sig, bøjer sig ned over hende og siger en masse på dansk, men det er det rene vand ved siden af det halvfjogede udtryk, som han får i ansigtet, da hun svarer på fransk, men en voldsom krængning fjerner frelsende de to fra hinanden. Så midt på det barske hav flyver en sule forbi, skævende broderligt til fartøjet og får en til at glemme de ugæstfri elementer. Endnu bedre bliver det, da de første hvidnæser og hvidskævinger på ægte delfinvis udæsker Hafsulan med deres suveræne svømmefærdigheder under kølen, ved siden af, foran - og lad så bare skroget få et forspring, inden vi overhaler igen! Især hvidskævingen er med sin sepiafarvede aftegning på siden en skønhedsåbenbaring for øjet, når den suser forbi, mens den foretager horisontale piruetter. De små maritime elegantierer ledsager os ud på det dybe vand, hvor større hvaler færdes. Vi spejder intenst efter tegn, der kan afsløre de enorme pattedyrs tilstedeværelse, ligger der for eksempel mange fugle på vandet, der nyder godt af de fødeemner, hvalerne skræmmer op til overfladen? Rederiet har lovet os en gratis ny tur, hvis der ikke dukker mindst en op. Det gør der. Pludselig lader tre vågehvaler deres cirka otte meter lange og tunge kroppe bryde gennem vandskorpen som glatte smukt buede metalplader, stærkt kontrasterende mod de nervøse bølger, følgende i rolig harmoni naturens hensigt med dem. De er ude at fouragere, stimer af sild og lodde må lade livet, når de fanges i dyrenes barder, der fungerer som en slags si. Vi kan ikke se det her fra rælingen, vejret er gråt, og vågehvaler eller sildepiskere, som de også kaldes, svømmer forbavsende hurtigt, men når hvalen fylder sin kæmpemund med bytterigt vand, frasier den som sagt vandet gennem de trævlelignende barder, fiskene derimod hænger fast i trævlerne og sluges. Barderne erstatter hos vågehvalen tænder. Over styrehuset på Hafsúlan fortæller vores guide, en ung kvindelig marinebiolog, at vi ikke skal prøve at spotte blåsten, da den er meget svag hos denne art, vi skal heller ikke regne med at se de samme tre dyr igen, for de kan holde sig under vandet i hele tyve minutter. En turist spørger, om hvalerne ikke også spiser krill, og hvad er det egentlig for noget; det skulle han aldrig have gjort, for nu er vi virkelig på marinebiologens boldgade: Krill er som alle marine invertebrater en vigtig del af zooplanktonet i havene, men de tiltrækker sig ikke stor opmærksomhed hos den naturinteresserede lægmand, så jeg er glad for, du spørger. Spørgeren ved ikke, om han skal se beæret ud, for de øvrige passagerer stirrer hvast på ham. Nu er de marine invertebrater jo heller ikke nær så tilgængelige som de terrestriske, men det er sandelig nok værd at gøre en ekstra indsats for at stifte bekendtskab med disse fascinerende organismer nede under havoverfladen. Man skelner mellem Euphausia superba, som findes ved Antarktis, og Meganyctiphanes norvegeca, der lever her i Nordatlanten; det er blandt andet den, vores vågehvaler spiser, men også Thysanoessa raschii, Thysanoessa inermis samt -----. Heldigvis dukker endnu en hval op en halvtreds meter borte og forhindrer spørgeren i at blive forlovet med marinebiologen. Han holder meget lav profil under resten af turen. Men målet for vores udflugt er opfyldt.

Imens disse naturens generøse gaver så at sige regnede ned over mig, havde jeg glemt alt om min mangelfulde påklædning, men nu - tilbage på havnens faste grund - hævner trangen til vikingeimitation sig. Jeg spekulerer på, om de gæve nordboer også fik frosne fingre, om de som jeg havde gylp i deres benklæder. Ude på toilettet i kaffebaren, hvor vi vaklede ind efter mødet med naturen, priser jeg dem lykkelige over, at lynlåsen dengang endnu ikke var opfundet, mens jeg febrilsk fumler med benævnte indretning. Mon Tycho Brahe havde det sådan nede i Prag, lige før hans blære sprang-- åh, endelig! Til gengæld er alle de frosne fingres resurser opbrugt, så skjorten må uden på bukserne, da jeg returnerer til bordet, hvor varm kaffe med vafler venter.
ver kaffen diskuterer vi hvalernes fremtid. Mange lande med Japan i spidsen forsøger til stadighed at gøre hvalfangst lovlig igen efter adskillige års forbud mod kommerciel jagt på dyrene, også Island har været en ivrig fortaler for en frigivelse af fangsten. Faktisk begyndte Island allerede i 2003 efter fjorten års pause igen at fange hvaler, dog behæftet med den klausul, at fangsten skulle benyttes til videnskabelige formål, men mange betragtede dette som en snedig strategi, hvis hensigt var gennem ”videnskabelig analyse” at negere påstanden om de nordatlantiske hvaler som en truet dyreart og således få genoptaget kommerciel hvalfangst. Ganske vist optræder Vestnordisk Råd, der består af 18 medlemmer, ligeligt fordelt mellem Færøerne, Grønland og Island, udadtil som de store pattedyrs beskytter, men rådets medlemslande har tilsyneladende alle haft en interesse i fri fangst, hvilket man får en ret klar fornemmelse af, når Vestnordisk Råds anbefaling nr.3/2005 nærlæses:

Vestnordisk Råd opfordrer Færøernes Landsstyre, Grønlands Landsstyre og Islands Regering til at samarbejde om at styrke forskningen af hvalbestande i Nordatlanten, herunder gennem tællinger at sikre en tilvejebringelse af reelt talmateriale over såvel fredede som kvoterede hvaler i Nordatlanten.

Hvalfangst er en gammel fangstskik i de vestnordiske lande. Imidlertid har overfangst af hvaler gennem århundreder medført en kraftig decimering af de nordatlantiske hvalbestande. Der er behov for en fortsat og vedvarende forskning af hvaler for at sikre, at der med tiden vil kunne skabes grundlag for en mere diversificeret hvalfangst på flere arter end i dag, såfremt det via forskningsresultater kan dokumenteres, at der kan jages andre arter på et bæredygtigt grundlag.
Der skal ingen tvivl fremstå om, at det er Vestnordens ønske og interesse, at der aldrig mere må drives hvalfangst i vore farvande på et ikke-bæredygtigt grundlag. Af samme årsag har alle de vestnordiske lande tiltrådt biodiversitets-konventionen.
Ved at sikre præcise tællinger af hvalarterne i Vestnorden, vil de vestnordiske lande også sikre Vestnorden en miljøstærk profil, ligesom det giver muligheden for i højere grad at forebygge overfangst, såfremt en hvalart skulle vise sig at indeholde færre individer end ellers antaget.

Der har imidlertid vist sig stor usikkerhed om de optællinger af artsbestande, som hidtil er foretaget, og da hvaler formerer sig meget langsomt, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig konsekvenserne af fejltællinger. Hvis det hele ender med at hvile på skøn, hvad visse dyrevelfærdsfolk frygter, så vil mange bestande igen blive jaget til kanten af udslettelse. Der kan da heller ikke være voldsomt store gevinster at hente for hvalindustrien, bliver vi enige om ved vores kaffebord, få lande importerer hvalkød, der er nedgang i efterspørgslen hos hvalfangernationerne selv, parfumeindustrien kan i dag fremstille organiske stoffer som eksempelvis ambra syntetisk, og mig bekendt går ingen kvinder længere med korsetter fremstillet af barder. Det er med en flov smag i munden, vi må konstatere, at vores eget land, Danmark, i 2006 stemte for en genoptagelse af kommerciel hvalfangst, støttende sig til det næsten puerile argument, at hvalerne udgør en trussel imod fiskebestanden i havene. Til gengæld glæder vi os over, at Island netop på grund af lav efterspørgsel og et eksportforbud til Japan allerede året efter, i 2007, igen har indstillet den kommercielle hvalfangst. Hvaler bør fanges ind af telelinser og nysgerrige øjne, ikke af harpuner.

<< retur