Landmannalaugar

Ødemarkseufori.
Landmannalaugar på Island ligger ca., hvor 64° nordlig bredde skærer 19° vestlig længde. For folk med et vis kendskab til islandske stednavne siger det måske mere,at området ligger ca. 20 km øst for Hekla og nord for den lille jøkel Torfajökull i Sydislands indre højland. Fra Reykjavik kører man til Landmanna-laugar på ca. 4 timer,hvis man kører over Hveragerdi,Selfoss,Arnes,Hrauneyjarfoss og Sigalda. Turen er meget afvekslende og byder på storslåede scenerier,hvis ellers vejret arter sig.Ikke mindst den sidste del af turen fra Burfell, hvor man forlader det grønne,græsklædte lavland og kører op i de mørke, vulkanske ødemarker bag Hekla.
Fra Sigalda kører man gennem månelandskaber af sort sand med opragende bizarre formationer i lava. Rundt omkring i det sorte sand lyser puder af blomster med smukke farver i stærk kontrast til den mørke baggrund.Man må i sandhed forundres over livets ukuelighed. I denne golde udørken ses endog af og til omstrejfende får på vej mod frodigere oaser, som også findes i nærheden-en af dem er Landmannalaugar.
Ordet Landmannalaugar er sammensat af to ord: Landmanna, som betyder mænd fra landet, og laug(ar), som betyder varm kilde. Altså varme kilder, som tilhører mændene fra landdistrikterne i syd, som om efteråret måtte afsøge store strækninger i det indre højland for bortløbne får.I Landmannalaugar kunne de slappe af i en primitivt bygget hytte, som lå for foden af en størknet lavastrøm i en grøn oase med varme kilder og en sø de kunne bade i.
Indtil 1940 var der ingen vej, der førte til landmannalaugar, kun ridestier.I 1940`erne blev der bygget en vej, som førte helt ind i dalen, og stedet blev snart et populært udflugtsmål for byboerne i Reykjavik. Indtil 1970 var det nødvendigt at krydse floden Jökullkvisl for at nå frem til de varme kilder, og det var ikke altid helt ufarligt, da flodens leje kunne ændre sig fra dag til dag. Nu er der blevet lavet en vej langs floden ved Sudur-Námurs fod, således at man, uden at krydse floden, kan køre lige frem til den turisthytte, som Ferdafelag Islands har opført på stedet.

Køreturen gennem “månelandskabet” ind til Landmannalaugar er ikke alene en æstetisk oplevelse, men også noget af et psykisk chock. Ens bevidsthed suges bort fra småneurotiske tanker ud i den mægtige natur, som kræver, at alle sanser vågner. Turen bliver til en stor udfordring for bilisten, hvad enten det er en folkevogn eller en landrover, man kører i. Der ligger lavablokke på vejen og størknede lavabuler, som kan fræse bunden af bilen op, hvis ikke man placerer hjulene rigtigt. Jeg passerer flere vandløb, hvis dybde jeg kun kan gætte mig til ud fra vandets farve og strømhvirvlernes krusninger. Livet er pludselig sat i perspektiv, og jeg vågner i et intenst nu, hvor jeg må opgive min position som betragter og involvere mig 100 % i handlingen. Herved kommer trangen til kådhed og livsglæde også frem. Jeg gribes af en slags “ødemarkseufori”, som kan give sig de besynderligste udslag. De utallige sløjfer af hjulspor ind i sandet, væk fra vejen, kan være et udslag af denne ødemarks-kuller. Jeg skal afholde mig fra at moralisere over den naturødelæggende virkning heraf og nøjes med at forstå trangen som en ubændig lyst til selv at bestemme vej og kurs.
Lige før Landmannalaugar kommer man til en stor sø, Frostastadavatn, som er flankeret af vulkaner på flere sider. I søens sydlige ende ses nogle sorte skær af lava, som vidner om et dampende og sydende møde mellem en rødglødende lavastrøm og søens vand. Bredden omkring søen er grøn af græs og mos i stærk kontrast til de koksgrå landskaber. Det myldrer med fisk i søen, og bønderne fra lavlandet i syd har i århundreder taget til Frostastadavatn for at fange ørreder.

Når man kører ind i dalen omkring Landmannalaugar, forundres man mest over de fantastiske farvekontraster, som fjeldsiderne frembyder. Farverne varierer i alle nuancer mellem sort og hvid,blå og grøn, gul, brun og rød. Formvariationerne er ligeledes utallige. Regnvandet og floderne har igennem tiden skåret sig dybe furer i det forholdsvis bløde materiale(liparit), som fjeldene her består af.. Ved kemiske forandringer i disse bjergarter dannes farverne, som jeg kun har set mage til i Death Valley,Californien.
Turisthytten ligger i en lille grøn oase for foden af en sort, glasagtig lavamur, som rejser sig stejlt mere end 50 meter over dalens bund. Overfladen af den størknede lava er ofte skinnende sort(obsidian) med små hvide pletter i. En sådan lavastrøm vidner om en meget sejtflydende lava, som må have flydt ekstremt langsomt.
For foden af lavaskrænten vælder der både varme og kolde kilder frem, og vandet fra disse samler sig i små søer med temperaturer fra håndvarmt til næsten kogende. Dette er et sandt eldorado for en fry-sende nordbo. Den største af søerne kan man svømme i og selv vælge det temperaturområde, der passer en bedst. Vandet i søerne er krystalklart, og ustandselig kan man se og mærke, hvor på bunden af søen det varme og det kolde vand bobler frem. Flere steder er gruset i kanten af søen så varmt, at man ikke kan sidde stille på bunden ret længe ad gangen.Et stenkast fra den krystalklare sø ligger et mudderhul med stinkende svolholdigt mudder med en temperatur på ca. 40° C. Her kan man så sidde og samle på varme og mineraler for siden at kølne sig og vaske mudderkagerne af i søen med badevandstemperatur.

Jeg lister mig ud af den fælles sovesal en stille morgen ved 3-4-tiden og har alle disse herligheder helt for mig selv. Turen fra den varme sovepose over gangbrædderne til søen er en kold omgang, men alle kvaler er glemt, så snart det varme vand lukker sig om mig. Jeg ligger og glæder mig over den intense stilhed, den klare, rene luft samt farverne i fjeldene, som er særlig fantastiske ved solopgang og nedgang. Jeg bliver holdt med selskab af små dunede “rødnakker”, som svømmer rundt og netter deres fjer. Alt ånder i en sådan fred, at rødnakken glemmer, at jeg ikke hører dens art til, hvilket gør, at jeg stille kan glide hen i et par meters afstand fra den, uden at den ængstes. Jeg føler mig som fuglen, op-taget af nuet og fyldt med en indre fred og harmoni, som opløfter sindet.
Fra hytten kan man vandre mange ture af forskellig længde og sværhedsgrad. Man kan f.eks klatre op ad lavamuren og vandre ind i Laugahraun, ind gennem et forvredent lavalandskab med sorte, glinsende lavablokke vekslende med græs og mosklædte lavninger i lavadækket. Lavaen virker ung, og er nok ikke ældre end godt 1000 år. Måske har en af landnamsmændene i 900-tallet været en frygtsom tilsku-er til udbruddet, men intet er nedskrevet herom.
Man skal være forsigtig på vandringer i lavamarker(hraun) af flere grunde. Man mister nemt orienterin-gen, og vejret kan hurtigt skifte. Det kan f.eks blive tåget eller snestorm her i det indre højland, selv om sommeren. Lavamarker er yderligere områder med mange faldgruber- bogstavelig talt. I Lauga-hraun snor stien sig ud og ind mellem størknede lavaformationer og obsidianens knivskarpe kanter.
Turen gennem Laugahraun fører frem mod fjeldet Brennisteinsalda, det mest farverige fjeld i området, nærmest et farveorgie i rød, lilla og beige. Fra toppen af Brennisteinsalda kan jeg overskue hele om-rådet og lavastrømmen, jeg lige er passeret igennem. Jeg kan også se, at lavaen er flydt ud af en revne i fjeldet uden nogen egentlig kraterdannelse. Ved foden af Brennisteinsalda damper det med svovldampe, og jorden omkring infernoet er farvet med alle svovlets farver.

Et endnu bedre udsyn over Landmannalaugar er der fra Blàhnùkurs top (blå-top, som ligger i 943 me-ters højde over havet, ca. en times vandring fra hytten. Turen går over floden Jökulgilskvisl op over et grønt, støvet fjeldparti og videre langs fjeldkanten af det pyramideformede fjeld med de blågrønne farver. Når toppen er nået belønnes man rigeligt for de ekstra hjerteslag. I klart vejr er der en fantas-tisk udsigt og jeg kan se helt til Vatnajokull i øst og Torfajökull i syd.

På køreturen ud fra Landmannalaugar lægger jeg ruten forbi sprængkrateret Ljòtipollur (grimme hul), som er blevet til ved en gigantisk eksplosion, før Island blev bebygget. Bunden af krateret er fyldt med vand og siderne rejser sig sorte og stejle med røde nuancer i den øvre del.
Jeg står på kanten af krateret og prøver at fatte dimensionerne af dette hul og den eksplosion, der dannede det, og bliver uforvarende grebet af en ubændig trang til at rulle en af de stor sprængblokke på kraterranden i afgrunden.

Blot et lille skub til en af disse mægtige blokke ville afstedkomme nogle få lykkelige sekunder med at følge blokkens accellererende styrtdyk ned over skråningen mod vandfladen i bunden. Undervejs vil både store og små blokke slå sig løs og følge banebryderen for at ende i søen med et stort splask, som ses, før det høres. Jeg føler mig lidt bedre tilpas efter en sådan stenrulningsmanøvre, er lidt roligere i sjælen, en spænding er udløst for en kort stund, men trangen til at se endnu større blokke på vej ned ad skråningen vil hurtigt tage til igen, hvis ikke man rives bort fra stedet af mindre destruktive skabnin-ger. En rejse i ødemarken er lige så meget en rejse ind i sindet- og man kan da filosofere over, hvad der ligger til grund for dette.

Fra Ljòtipollur skråner terrænet stejlt ned mod vejen, hvor bilen holder. Den ligner mest en lille brik i det fjerne. Jeg giver efter for et andet udslag af “ødemarkseuforien”- trangen til at løbe og halvt løber, halvt svæver ned ad skråningen. Undervejs passerer jeg den ene blomsterpude efter den anden, der er fløjet ind i ødemarken og har slået rødder der.

<< retur