<< retur

På sporet af Erik den Røde
Vi er på vej mod Haukadalur, hvor Erik den Røde slog sig ned efter opbruddet fra gården ved Drangar på Hornstrandir, hvor han havde boet i nogle år med sin fader Thorvald, indtil denne døde. Thorvald var flygtet til Norge på grund af nogle drab, han havde forvoldt.
År tilbage var jeg i nærheden af Drangar ved Ishavskysten, hvor der var gode græsgange til dyrene i dalen og godt fiskevand og masser af drivtømmer til at bygge et solidt vikingeskib. I Isafjördur var Erik den Røde så heldig at møde Tjoldhilde - en datter af en rig bonde fra Hauka-dalur ved roden af Snæfellsneshalvøen. Vi vil følge i Erik den Rødes fodspor mod Stykkishólmur, hvor vi skal bo de næste 10 dage.
Vi kører i langsomt tempo fra Hvam og nyder udsigten mod Snæfellnes-halvøen på den anden side af Hvamsfjördur. På toppen af en bakke kommer der tordnende en lastvogn imod os med mindst 100 kilometer i timen. Han har taget et langt tilløb ned ad en bakke for at komme op til os på toppen af bakken, og nu nærmer han sig os med lynets hast. Vi må skyndsomst trække ind til siden og lader ham passere, mens småsten og grus slår op på vores forrude, som hel-digvis holder stand. Jeg mumler: ”Jøsses Kors”, og slår korsets tegn for mit bryst, som min salig mormor ofte gjorde, når hun befandt sig i en vanskelig situation.
 


 

Jeg ser nu, at vi holder ved indkørslen til en parkerings-plads ved Krosshólar (Korsklippen), og at der på toppen af klippen står et stort basaltkors med en indskription på. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at korset er sat til minde om Aude den Dybsindige, som i en periode var gift med krigerkongen Olaf Hvide, som havde indtaget Dublin og gjort sig til konge der. Han faldt siden i kamp. Aude havde dog inden født ham sønnen Thorstein Rød, som blev konge over det halve Skotland, men han slægtede sin far på og faldt også i kamp, så Aude måtte finde på et eller andet. Hun byggede sig så et vikingeskib - en knarr - og sejlede til Orkneyøerne og derfra videre til Island, hvor hun tog Daleland i besiddelse og slog sig ned i Hvam, hvor vi lige har været. I Erik den Rødes Saga står der, at hun havde sit bedested på Krosshólar, hvor hun lod oprejse flere kors, thi hun var døbt og vel troende. Jeg går som Aude op til korset på klippetoppen og beder en lille takkebøn over, at vi endnu er i live på trods af dødskørslen af en bersærk af en frontrudeknuser.
En af Audes trælle hed Vifil en mand af en fornem slægt fra De Britiske Øer. Ham frigav Aude, og gav ham Vifilsdal i besiddelse, og han fik to sønner Thorbjørn og Thorgeir. Det var Thorbjørn, der senere blev venner med Erik den Røde og hjalp ham ud af Breidafjördur, da han blev dømt fredløs i 3 år. Senere følger han efter ham og slår sig også ned på Grønland.
Vi kører videre mod Buðardalur og spiser en sandwich på cafeen ved havnen, hvor der står en smuk lille skulptur af Ásmundur Sveinsson, med temaet en mor, som krammer sit barn. På baggrund af oplevelsen på bakken fornemmer jeg intensiteten i krammet og lader mig fange af figuren med den blå fjord og himlen som baggrundskulisse.
Efter pausen i Buðardalur går turen ind i Haukadalur, hvortil Erik den Røde drog med sin kone Thjodhildur. Dalen virker med det samme indbydende med den store sø Haukadalsvatn på højre hånd. Søen forsynes med vand fra Haukadalsá og har afløb til havet, og der er ingen tvivl om, at det har været godt fiskevand på Erik den Rødes tid, ligesom det er nu. For enden af søen ligger der frodige græsgange omkring åen og op ad dalsiderne, og vi når hurtigt frem til Eiriksstaðir neden for Vatnshorn, hvor han boede med sin kone Thjodhilde og fik sønnen Leif omkring 974 - den søn som siden fik tilnavnet Den Lykkelige og fik tilkendt æren af at have opdaget Amerika.
 


 

Eriks gård er nu rekonstrueret på stedet, og vi er meget spændte på at se huset inden i og køber billetter i den lille turist bod, hvor man også kan købe kaffe og chokolade. Vi går ind i tørvehuset, hvor en langild brænder i husets midtergang. På begge sider er der sengebåse med flotte bænkestokke i udskåret træ. For enden af gangen ligger køkkenet (eldhus), hvor kun husets kvinder måtte komme. Børn og ugifte kvinder skulle sove på hemsen over indgangspartiet for ikke at blive tvangsindlagt til Eriks og Thjoldildes sexliv. Vores islandske guide, som er klædt i vævet vadmelstøj i stærke, klare farver, fortæller levende om livet i huset med den store husholdning for over tyve mennesker. Vi får demonstreret væven, hvor en dygtig kvinde kunne væve så stort et stykke stof på en dag, svarende til en gåtur på 28 km, hvis man talte skridtene med skytlen frem og tilbage - i sandhed imponerende!
Medens jeg er ude for at finde et toilet, bliver min frænde Preben Ord-kløver iført Erik den Rødes kamphjelm og sværd, og han modtager mig med et udfald, da jeg kommer tilbage. Jeg mumler endnu engang: ”Jøsses” selv om jeg er vant til at krydse ord-klinger med Preben. Han responderer øjeblikkeligt med et: ”ved Thor - om du tør”.
 

Erik den Røde var ikke sådan at bide skeer med, og det hører vi nu nærmere om af den udmærkede guide, der fortæller: To af Eriks trælle udløser et fjeldskred, som rammer naboen Valtjofs gård - en hændelse, som får vidtrækken-de konsekvenser, idet Valtjofs frænde Eyolf Sør dræber trællene oven for Vatnshorn. Eriks tem-perament lyser rødt - naboen har forgrebet sig på hans ejendom, og det må hævnes tifold, for at han kan beholde sin ære. Så Erik dræber Eyolf Sør, og så dræber han også Holmgangs-Rafn ved Leikskálar. Blodhævnen er sat i gang og er ikke til at stoppe uden en mægling, og Erik er nødt til at forlade sin gård i største hast.
Vi sidder på terrassen uden for turistkon-toret og drikker kaffe og spiser Prins Polo - en islandsk variant af Kitkat og kikker op mod skråningen, hvor fjeldskredet blev udløst. Måske var det bare et hændeligt uheld, men uden det skred ville Erik den Røde aldrig være husket i dag. Skredet startede blodhævnslavinen. Uden den kunne Erik have levet fredeligt til sine dages ende, men var aldrig blevet udødeliggjort gen-nem sagafortællingerne. Han ville da være død mæt af dage og have kunnet glæde sig over børn og børnebørn. Lille Leif, som senere opda-gede Amerika, var kun 4-5 år gammel, da familien i hast måtte forlade det lille paradis, de havde bygget op i Haukadalur.
Sandsynligvis sejlede hele husstanden af sted i den knarr, Erik havde ladet bygge. De fulgte nordkysten af Snæfellsnes i Hvammsfjörður og håbede at finde et egnet sted at gå i land og bosætte sig på en af øerne i Breiðafjörður. Han fandt de store øer Brokey og Öxney (Okseø) med gode græsgange velegnede. Første vinter boede han på Sudurey syd for Brokey. Siden slog han sig ned på Öxney og byggede en gård, som han naturligvis kaldte Eriksstad. Den lå godt beskyttet nord for Brokey med udsyn til alle verdenshjørner. Når Erik skulle ind til land og ordne forskellige ærinder, lagde han til ved en lille vig ved gården Drangar, som mindede ham om vigen på Hornstrandir af samme navn og gavn.
I nærheden af vigen lå gården Breidabólstaður, som han havde så god en kontakt med, at han havde lånt gårdmanden Thorgest sine sengestolper fra Haukadalur, medens han byggede sin egen gård. Da han var ved at være færdig med det, ville han gerne have sine sengestolper retur, men det var bonden ikke til sinds at give ham. Nu flammer Erik den Rødes vrede op igen, og han henter på egen hånd sengestolperne en dag, da bonden på Breidabolsted ikke er hjemme. Han drager ned mod gården Drangar for at sejle over til Öxney, men Thorgest indhenter ham, og det kommer til en kamp der mellem Erik den Røde og Thorgest og hans to sønner. Erik fælder de to sønner og nogle flere af Thorgest´s mænd, og nu er gode råd dyre. Erik har på forhånd tabt sagen og dømmes på Thorsnæs Ting ved Stykkishólmur fredløs i 3 år - faktisk en mild dom over en massemorder, men Erik havde mange venner, som gjorde alt for at støtte ham.
Vi vil gerne fortsætte i fodsporet på Erik, så vi bryder op fra Haukadalur og følger Skógarströnd langs nordkysten af Snæfellsneshalvøen mod Stykkishólmur. Der er en betagende udsigt over Hvammsfjörður , og vi passerer her og der vandløb fra de sneklædte fjelde mod syd. For vores indre blik kan vi nu se Erik den Røde på sit skib på vej mod Brokey. Vi nærmer os Breiðabólsta ður og drejer til venstre ind på en lille grusvej ned mod gården og kirken. Her var det altså, at de famøse sengestolper blev lånt ud til bonden Thorgest, og man kan undre sig over, at han ikke ville levere dem tilbage. Der er ikke meget at se på Breiðabólstaður, og da kirken er aflåst, kører vi videre mod Drangar nede ved vigen. Måske den røde Erik overreagerede vildt, som han havde gjort så ofte før. Drabene på de to sønner og nogle hjælpere foregik nede ved gården Drangar, som vi nu kører ned til ad en elendig grusvej. Her må vi passe på ikke at ridse undervognen, da hjulsporene er dybe og vejen ujævn. Vi når ned til en indhegning med pigtråd, som man bedes om ikke at forcere. Vi må derfor opgive ønsket om at komme helt ned til vigen, som, vi dog tydeligt kan se, har været en perfekt lille naturhavn for Erik den Røde, som efter drabene er kommet i en alvorlig knibe. Det samme gør vi, fordi vi prøver at køre videre ad samme markvej, der fører tilbage til Thorgest´s gård, og vi ender i et lille udtørret flodleje, hvorfra vi absolut ikke kan komme videre. Vi får dog vendt kareten og kommer op på farbar vej igen, takket være hjælp fra vores stærke kvinder.
Fra Breiðabólstaður følger vi Erik videre mod det tingsted, hvor han blev dømt fredløs. Så vi kører mod Helgafell, som ligger på højre hånd 7-8 kilometer uden for Stykkishólmur. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel, da vi kører ind til gården og kirken for foden af Det Hellige Fjeld. Her er smukt - meget smukt med et rigt fugleliv på de vidtstrakte enge ud mod fjorden. Vi vandrer ad en udmærket sti op på fjeldet og står snart på toppen, hvor der ligger ruiner af en lille bygning - måske et kapel, som har tilhørt den Augustinerorden, der havde kloster for foden af Helgafell fra 1184-1550. Fra toppen har vi den mest fantastiske udsigt over søen for foden af fjeldet og engdragene ud mod Breiðafjörður. Man forstår godt, at fjeldet har tiltrukket sig det hellige.


Vi prøver, om vi kan lokalisere et tingsted for foden af fjeldet, men det er ikke så nemt. Jeg ved, at der skulle ligge en lavablok med skarpe kanter, hvor der har været ofret til Thor, og kan se en blok øst for fjeldet, som ligger et stykke ude i engen. Den må jeg ned og tage nærmere i øjensyn. Vi går ned ad fjeldet, og for foden af dette ligger der en gravsten over heltinden fra Laxdala Saga

Guðrun Ósvifurs-dóttir med årstallet 1008 indgraveret. Det eneste, jeg ved om hende, er, at hun var gift med 4 mænd - en bedrift i sig selv af mændene - utroligt at de turde!
eg er nu mest optaget af at finde tingstedet og går ud ad markvejen øst for fjeldet mod den lavablok, jeg kunne se fra toppen. Da jeg når lavablokken og ser op på Helgafells lodrette basaltsøjler, kommer jeg til at tænke på Almannagjá ved Thingvellir og beslutter mig foreløbig for, at det kunne være tingstedet, men er ikke sikker, så jeg bliver nødt til at vende tilbage til næste sommer for at gøre min research færdig - og det passer mig rigtig godt. Vi kører nu hjem til vores logi på Laufásvegur efter først at have bestilt en sightseeing sejltur på Breiðafjörður den næste dag kl. 11, da vi meget gerne vil ud til øen Dimonarklakkar, hvor Erik den Røde efter sigende skulle have skjult sig på sin knarr, inden han drog ud i det uvisse mod Gunbjørns skær i vest, som han havde hørt om. Kunne der ligge land der, hvor han så kunne slå sig ned i de næste tre år, indtil fredløshedsperioden var overstået, og han atter kunne vende tilbage til Island?
Næste morgen tidligt går vi op på den klippe, der beskytter indsejlingen til havnen. Det var tidligere en ø - Súgandisey - men er nu nærmest blevet til en halvø ved at være forbundet med havnebassinet med en mole mod øst. Jeg kan se, at det er resterne af en gammel vulkan, hvor lavaproppen i kraterrøret har modstået tidens tand og står smukt med lodrette basalt-søjler i polygone former.
Oppe på toppen finder vi en bænk højt hævet over havnebassinet, og her sætter vi os og nyder synet af den smukke by med de sneklædte bjergtoppe i baggrunden. Byen er, som det gamle Rom, bygget på 7 høje, og vi bor på en af dem på Laufasvegur. Et andet markant højdedrag befinder sig der, hvor vandmuseet er placeret - det der tidligere var byens bibliotek. I dalen mellem disse højdedrag ligger byens centrum med Hotel Egilsen, som vores værtinde Greta åbnede, mens vi var i byen. Vi blev inviteret med til festen og sad udenfor til sent om aftenen og nød den nordiske sommernat til lyden af byens band med harmonikaspil og en virtuos trommeslager.
Vi går nu op til det gamle fyrtårn, som står øverst på knolden og ser i retning mod Dimonar-klakkar i nordøst og kan tydeligt se dens to tinder:



 

Vi glæder os til sejlturen imellem de over 2500 øer og holme i Breiðafjörður og håber på at komme til at se mange fugle på turen. Medens vi sidder her, får vi en fantastisk oplevelse, idet der pludselig dukker tre spækhuggere op ca. 100 meter nord for øen, vi sidder på. Det er et betagende syn, og vi kan høre de majestætiske dyrs åndedræt gennem de store blowholes på rygsiden. Det er en han og to hunner, og hannens rygfinne er på størrelse med et trekantet sejl på et stort surfboard. Min kone virker lige så lykkelig, som da vores førstefødte kom til verden. Vi kan følge hvalerne i lang tid, før de forsvinder ud mod det åbne hav mod vest.
Erik den Røde skulle samme vej efter dommen på Thorsnæs Ting, for nu måtte alle dræbe ham, og hans fjender prøvede ihærdigt at få fat på ham for at hævne drabene. De ledte efter Erik dag og nat, men han var snu og skjulte sig på den mest synlige ø af dem alle - øen med de to pyramideformede toppe. Nogle timer senere ligger vi i Eriksvogur - den vig hvor Erik skjulte sin båd under bladhanget på de store træer, der voksede i vandkanten for over 1000 år siden.
 

Her tog han afsked med sine mange venner og lovede at give dem besked, hvis han fandt brugbart land mod vest. Vores skipper fortæller engageret og nuanceret om hændel-sen, som den er berettet i Erik den Rødes Saga og Grønlændinge Saga fra Flateyjarbók. Vi får set masser af fugle på øer med fuglefjelde, og skip-per sejler så tæt på, at man kan mærke lugten af latrin fra fjeldet og se rederne med de smukke søpape-gøjer og den kulsorte skarv. Vi når også at se et glimt af en havørn, men kan ikke komme tæt på rede-stedet, da ørnen skal have fred og ro. Mod vest troner Snæfellsnes-jøklen, og vi kan se den hele vejen tilbage mod havnen i Stykkishólmur. Godt at vide, at Erik den Røde havde den bagbords som et lysende fyrtårn, da han drog ud mod det ukendte land mod vest. Så vidste han, at han altid kunne finde vejen tilbage til Breiðafjörður.

Morten Stender

<< retur