<< retur

Vestmannaøerne

Jeg går ombord i et lille fly i indenrigslufthavnen i Reykjavik Vi er kun 5 passagerer, så der er masser af plads i kabinen. Døren til cockpittet står åben, og jeg kan se, at styrmanden er en kvinde med langt, lyst hår. Hendes hænder hviler graciøst på gashåndtaget, som hun langsomt skyder i bund, og flyet accelererer ud af startbanen med kurs mod Vestmannaøerne.
Vi slipper jorden, og jeg kan se restaurant Perlan oven på varmtvandsbeholderne på Öskuhlid. Der sad jeg i går aftes og spiste en god middag med min kone og vores islandske venner. Nu kikker jeg ned på Perlan, som synes at ligge i jordhøjde, skønt jeg aftenen før syntes, den lå højt hævet over byen.
 

Figur 1. Restaurant Perlan oven på varmtvandsbeholderne på Öskjuhlid

Snart forsvinder Reykjavik bagud, og vi flyver mod sydøst med direkte kurs mod Vestmannaeyjar. Døren til cockpittet står stadig åben, og nu sidder den islandske pilot i afslappet samtale med kaptajnen på flyet. Jeg begynder at slappe af og læner mig tilbage i sædet og kikker ned på øde lavamarker med sprækker og revner i lavadækket. Ikke det bedste sted at nødlande! Lige nu lader det heller ikke til at være det, der er ved at ske. Ganske vist hopper flyet lidt op og ned, men kvinden ved roret ser rolig ud, og det beroliger mig. Hendes ryg udstråler kontrol. Jeg har en ubegrænset tillid til islandske piloter, fordi de har lært at flyve under de mest omskiftelige vejrforhold i verden. De islandske lufthavne kræver også deres, som den på Vestmannaøerne, der ikke er så lang og ender med et brat fald ned i havet, ligesom på Madeira.
Jeg har også megen tillid til islandske kvinder, som jeg har lært at kende som meget selvstændige individer, der kan tage et ansvar og samtidig bevare roen og ikke mindst humoren. Jeg har rejst meget rundt om i verden, men ingen steder er der kvinder som på Island. Ikke alene er de ofte meget selvstændige, smukke og feminine, men de har også en underfundig humor, som forlener dem med en særlig skønhed.
Nu forlader vi Islands sydkyst og jeg kan se færgen fra Thorlakshøfn med kurs mod Heimaey. Jeg er trods alt glad for, at jeg ikke er om bord på den. Det har jeg prøvet i 1983, hvor jeg blev slemt søsyg. Jeg husker også en hel nats sejlads fra Reykjavik til Vestmannaeyjar, men det var helt tilbage i 1974 lige efter vulkanudbruddet. Den tur har jeg kun gode minder fra, fordi jeg sov det meste af vejen og Atlanterhavet dengang vuggede mig blidt i søvn. Jeg drømte, at der var nogen, der stod og trykkede mit hoved ned i en blid, beroligende rytme.

Vestmannaøerne ligger nu ret forude, og jeg kan se den nye vulkan Eldfell ved siden af gamle Helgafell, som er ældre dame på ca. 5000 år. Eldfell dukkede først op ved vulkanudbruddet i 1973. Nu kan de to keglevulkaner holde hinanden med selskab og sammen vogte over deres skaberværk.
Kvinden ved roret ser nu mere koncentreret ud igen - landingsbanen er ret forude. Nu gælder det om at få flapperne ud i god tid og at sætte hjulene på landingsbanen inden vi når for langt ind over den. Det går helt perfekt. Hjulene tager jorden i en glidende overgang og vi bliver budt velkommen til Vestman-naeyjar, medens vi ruller op foran den lille lufthavnsbygning.
Jeg stiger ud og inspicerer flyet udefra. Endnu engang lykkedes det! Jeg synes, det er noget af et mirakel hver gang, og nu sidder piloterne og småsludrer, som om det var den naturligste ting for dem, hvilket man selvfølgelig også må håbe.

Figur 2. Happy landed !

Jeg har været på Vestmannaøerne mange gange før, så jeg ved nogenlunde, hvad der venter mig. Det vidste jeg til gengæld ikke, da jeg landede her for første gang i sommeren 1972. Vestmannaøerne var dengang et fredeligt lille øsamfund med ca. 5000 mennesker, hvoraf flertallet havde deres indkomster fra fiskeriet.
Min daværende islandske veninde Anna var med på turen, og hun introducerede mig for en lokal familie, hvor manden var Vestmannaøernes politiøvrighed. Vi gik op på vulkanen Helgafell og så ud over den frodige, grønne ø og kunne også se vulkanøen mod sydvest, Surtsey, som var dukket op af havet i 1963-67.
Jeg spurgte dengang politimanden, hvad de ville gøre, hvis det var på Heimaey, at vulkanen var dukket op. Han smilte og sagde, at Surtsey var deres garanti for, at det ikke ville ske på Heimaey. Hvis det skete, ville de udvandre til Australien. Jeg gad vide om han gjorde det?

Figur 3. Eldfell ret forude

Jeg hanker op i min rygsæk og går ad vejen mod byen op mod den nye vulkan, som hedder Eldfell (Ildfjeld). Inden længe når jeg flanken af vulkanen og kan begynde opstigningen i det findelte ”koks” som mestendels består af aske udslynget under vulkanudbrudet, der begyndte natten til den 23. januar 1973 om 01.55 om morgenen.
Hin nat havde en kvinde, i den østlige bydel, set et ildskær uden for vinduet og havde troet, at der var udbrudt brand i et nabohus. Hun var gået ud af huset som en søvngænger og var vandret hen mod lavafortænerne-dybt fascineret. Der blev ringet til brandvæsenet, som rykkede ud - kun for at opdage, at lavafontæner stod op ad en revne i jorden, som strakte sig over 2 km i retningen nordøst/sydvest. Byen var blevet evakueret på én nat, takket være at hele fiskerflåden befandt sig i havnen på grund af en storm dagen før, hvor bådene havde måttet søge havn. Nu kunne hele befolkningen på knap 5000 mennesker vandre ned til havnen og blive sejlet til fastlandet i sikkerhed hos venner og bekendte. Tænk hvis spalten havde åbnet sig midt igennem byen!
Jeg arbejder mig møjsommeligt op ad flanken på vulkanen og bemærker morgenduggen imellem askestykkerne og et mylder af edderkopper, som har spundet deres net med perler på. Der ligger størknede lavabomber overalt, og man må prise sig lykkelig for ikke at have befundet sig her, da vulkanen udspydede de glødende lavabomber. Jeg har gode vandrestøvler på, men må arbejde hårdt for at komme op ad flanken i de løse udbrudsprodukter. Støvlerne synker i og skrider ud, men udsynet bliver bedre og bedre og kraterkanten trækker forude med damp og svovlgule farver.
Oppe på selve kraterkanten er der en betagende udsigt over hele øen, havet og den islandske sydkyst med Eyjafjallajökull ca. 10 km mod nord. Farverne spiller mellem gule, orange, brune og rødlige nuancer - i sandhed et betagende skue og hvilken stilhed. Havet ånder roligt og blåt, og Eyjafjallajøklen lyser i det fjerne.

Figur 4. Udsigt fra toppen af Eldfell mod nord

Krateret er hesteskoformet og mangler kraterkanten mod nordøst. I slutningen af vulkanudbruddet brækkede det stykke af krateret af og sejlede på lavastrømmen ned mod havnen, hvor det strandede og nu står som en abstrakt skulptur i et størknet hav af lava. I bunden af krateret står et stort kors i drivtømmer. Et hvidt kors omgivet af sort slagger. En smuk tanke at anbringe et kors her. Jeg kan huske, at den gamle indgangsportal til kirkegården blev stående som en bue over asken, der begravede de døde for anden gang i 1973. På portalen stod der: ”Jeg lever og I skal leve”.

Det er efterår, men der er ikke en vind, og da kraterkanten er indbydende varm sætter jeg mig ned på det lune underlag og kikker ned i kratertragten, og på det nye land, som vulkanen skabte. Jeg sidder i skjorteærmer og nyder solen, den friske luft og det varme underlag og har svært ved at forstå, at jeg for over 40 år siden stod på en grøn græsmark lige under vulkanen, hvor jeg nu sidder. Det virker helt ufatteligt, og for mig er det en gave af de helt store, at jeg kom til at opleve Heimaey både før og efter udbruddet. Jeg har da også hørt folk fra øen fortælle, at de ikke ville have undværet oplevelsen, selv om de mistede alt. Nogle vendte aldrig tilbage, men der var mange, der startede på en frisk, efter at vulkanudbruddet ebbede ud i slutningen af juni 73.

Figur 5. Vestmannaeyjar set gennem ”vulkanens øje”

Jeg bliver på krateret i 4 timer og smelter sammen med den rolige vulkan, der nu slumrer efter at have udtømt alle sine kræfter. Det damper fra kraterkanten og nu, da dagen går på hæld, bliver dampen tydeligere. Jeg er ved at blive tung i hovedet og har flere gange mærket bølger af svovllugtende dampe. De begynder at gøre deres virkning, så inden jeg bliver for tung, må jeg tilbage til byen. Jeg går ned samme vej, som jeg kom op, da hældningen er for stejl på den nordøstlige kraterkant. Jeg passerer korset i bunden af krateret og går igennem den nye lava ned mod havnen. På vej igennem det ødeste øde bliver jeg passeret af en flok unge på motorcykler. De skal ud og træne på en motorcrossbane, som vulkanen så venligt har skænket dem.

Vulkanen ødelagde 1/3 af byen-ca. 200 huse, som blev begravet under rødglødende lava, resten af byen blev dækket med sort aske, som i den østlige bydel dækkede husene op til skorstenene, i den vestlige bydel kun med _ meter. Kun en enkelt døde som følge af giftgas i en kælder-resten af befolkningen overlevede og kunne senere vende hjem til en ø, der på mange måder var blevet et bedre sted at leve. Øen var blevet større, havnen bedre, og der var mere læ i byen for østlige vinde. Vulkanen tog og vulkanen gav. Herren gav, Herren tog. Hele Island er blevet skabt gennem vulkanudbrud over en periode på 25 millioner år. Uden vulkanerne ville Island ikke eksistere. Et held at Amerika og Europa i sin tid besluttede at glide fra hinanden. Vestmannaøerne begyndte først deres eksistens så sent som i slutningen af sidste istid for ca. 12.000 år siden. Heldigt for islændingene, at de kun har boet her i 1000 år. Deres land vil blive større og større, men prisen er hver gang nye vulkanud-brud, og det må de lære at leve med.

Jeg vandrer gennem det nye lavaland oven på den ødelagte by. Undervejs passerer jeg i en sænkning resterne af byens gamle svømmehal - knust og brændt til ukendelighed. Jeg undrer mig over, hvad tid er. Inden vi blev født, hvirvlede milliarder af år fordi, uden at vi mærkede noget. Med fødslen standsede tiden og går endnu rimeligt langsomt, og underligt nok mener vi at have nok af den, skønt vi kun er her en brøkdel af et sekund i forhold til jordens samlede alder på 4,5 milliarder år. Når vi dør, er vi samtidige med Sokrates og samtidige med at Solen slukkes om 4-5 milliarder år.

Jeg når ned til havnen og kan se, hvor lavafronten standsede klods op ad en af byens store fiskeforar-bejdningsanlæg. Lavaen er nu ryddet bort lige bag fabrikken, men man er ikke i tvivl om, at den har stået der, med sin rødglødende mur og skubbet til produktionsanlægget. Jeg husker billeder fra fjernsynet, hvor rednings-mandskabet på Heimaey stod med vandkanoner rettet mod den fremtræng-ende fjende og skød løs med tonsvis af koldt havvand. Ideen havde man fået fra en provst, Jón Stein-grimsson, på Sydlandet i Kirkjubæjarklaustur. I sin levnedsskildring fra årene 1783-84, skildrer han hvordan en lavastrøm, der var på vej mod hans kirke, blev standset af Guds almagt-gennem en fjeldbæk, som havde afkølet lavafronten, så den lavede en barriere og tog en anden retning væk fra kirken.
På Heimaey kunne redningsmandskabet ikke se til i afmagt, medens lavafronten truede med at ødelæg-ge byens fiskeforarbejdningsanlæg og frysehuse og hvad værre var-truede med at afspærre indløbet til havnen. Lavaen var stærkt på vej og nåede helt ud langs yderste mole ved indsejlingen til havnebas-sinet.
Islændingene angreb lavafronten med en ildhu, som aldrig før var set på kloden, og kampen syntes at have haft en vis effekt. Om det var, fordi den gamle ildgud Surtur lod sig imponere, er ikke godt at vide, men i slutningen af juni måned 1973 var vulkanens kræfter ved at være udtømte, og lavafronten standsede i tide- langs yderste mole og efterlod dermed øboerne en meget bedre naturmole, der gav læ fra storme fra øst. Et fantastisk samspil mellem vulkan og menneske.

Nu lever havnen igen, og mens jeg står og ser over mod Heimaklettur på nordsiden af havnebassinet kommer et stort containerskib sejlende forbi den yderste mole med kurs mod det store Atlanterhav.

Figur 6 Havnen summer af liv. Heimaklettur i baggrunden

Øboerne har altid måttet kæmpe for at leve herude i Atlanterhavet midt iblandt nogle af Islands bedste fiskepladser og fuglefjelde. De første, der opdagede øerne, var, som navnet siger, vestmænd - nemlig mænd fra Irland, hvor de første landnamsmænd fra Norge havde hentet deres trælle. Det var Ingólfur og Hjörleifur. Ingólfur Arnarson var gået i land syd for Vatnajökull, medens Hjørleif sejlede lidt længere mod vest og landede syd for Myrdalsjøklen på et lille forbjerg, der siden blev kaldt Hjörleifshøfdi. Her blev han dræbt af sine slaver-vestmændene, som derefter flygtede ud til øerne syd for kysten, hvor de slog sig ned. Da Ingólf hørte om sin fosterbroders skæbne, besluttede han at hævne mordet og fandt slaverne på Vestmannaøerne, hvor han dræbte dem alle-en for en.

Jeg følger havnefronten rundt og nyder duften af fisk, havvand og tjære og den livlige aktivitet i det lille havnebassin, som naturen så smukt har sørget for.
På nordsiden af bassinet og klatrer jeg lidt op af Heimaklettur, indtil stien bliver for stejl, og det kun er muligt at fortsætte, hvis man ikke lider af højdeskræk. Jeg finder en lille afsats, hvor jeg kan sidde og se mod syd ud over hele det travle havneareal. Mod vest ligger den lille sandtange, som binder Heima-klettur sammen med naboknolden Dalfjall. På tangen er havnearealet udvidet efter vulkanudbruddet. Her er mange fugle i luften, for Nordurklettarformationen står næsten lodret mod havet i nord og er en ideel yngleplads for havfugle, bl.a. søpapegøjen eller lunden, som den også kaldes. Mod nordvest ser jeg ud over havet ind mod Islands sydkyst.

Jeg falder i staver og ser for mit indre blik 3 sørøverskibe nærme sig øen. Datoen er den 16. juli - en mandag morgen på en ganske almindelig sommerdag i 1627.
Skibene forsvinder igen og befolkningen ånder lettet op- faren er tilsyneladende drevet over. Men sørøverne er listigere end som så. De har opgivet planen om en landgang via havnen, som er for godt beskyttet bl.a. med en skanse med kanoner ved indsejlingen. De vælger derfor at ankre op uden for synsvidde syd for øen og sætter så både i vandet næste morgen for at angribe byen bagfra. Befolkningen bliver taget på sengen. De danske købmænd, som er sat til at vogte over, at øerne ikke handler med andre end danske handelshuse i København, Helsingør og Malmø, flygter, mens tid er. Kun få øboer slipper væk, for korsarerne farer hårdhændede frem med voldtægt og mord, hvis folk ikke makker ret. Tredive bliver brutalt myrdet og 242 taget til fange og ført ombord på skibene med det formål at sejle dem de godt 4000 km til Algier og sælge dem til højest bydende under sydens stegende sol.
Der er to præster på øen. Den ene bliver brutalt myrdet for øjnene af sin hustru og børn - den anden er præsten Oluf Eigilssen(63 år), der bliver taget til fange sammen med sin unge, gravide hustru Asta og deres to små børn samt en tjenestepige.
Mange forsøger at flygte op i fjeldene, sandsynligvis også her op på Heimaklettur, hvor jeg nu sidder. Nogle bliver skudt ned, inden de når op- det lykkes kun nogle få at skjule sig i nogle lavahuler under jorden i et gammelt krater øst for byen i Herjolfs dal.

Katastrofen er total. Skibene sejler med deres last ned til slavemarkederne i Nordafrika, hvor øboerne bliver sat til salg. Præstens kone sælges og børnene ligeledes, men præsten selv får efter et stykke tid tilladelse til at rejse hjem til Island for at skaffe løsepenge for sin familie hos den islandske stats overhoved Christian den 4. Han har lige tabt et slag i Tyskland- så han har andet at tænke på end bortførte undersåtter.
Takket være denne seje, ældre islænding, som gennemførte den lange og farefulde tur tilbage til Heimaey, og her skrev sin beretning: ”En kort beretning om de tyrkiske sørøveres onde medfart og omgang, da de kom til Island i året 1627 og der borttoge over 300 mennesker, ihjelsloge mange, og på tyrannisk måde ilde medhandlede dem.” læs beretningen: http://www.oerby.dk/oluf.pdf#search=

Præstens kone blev købt fri sammen med 33 andre i 1634, men børnene så de aldrig igen. I 1644 blev yderligere 9 frikøbt- resten blev i Afrika for stedse
Jeg kravler ned fra min stille plet i fjeldet og sukker dybt. Hvilken tragedie! Hverken Ingolfs drab af vestmændene eller vulkanens hærgen kan måle sig med dette overfald i grusomhed. Jeg vandrer nu hastigt videre tilbage med lufthavnen - mit fly går kl. 20.30. Jeg går op gennem byen forbi rådhuset og videre mod vest ud af byen mod Herjolfs dal, hvor man har fundet rester af vikingebebyggelser - måske Herjolfs hus? Her i det gamle krater skulle der efter sigende være et af de skjulesteder i lavamarken, som blev benyttet af nogle få i 1627.

Figur 7 Piratskjul i Herjolfs dal

Jeg når lufthavnsbygningen ved 20-tiden og sætter mig til at vente i den stille lufthavn, drikker en cola og spiser en sandwich. Snart sidder jeg i flyet igen på vej tilbage mod Reykjavik. Denne gang må jeg nøjes med en mandlig pilot, der lukker døren ud til cockpittet. Jeg kan heller ikke klare flere sanseind-tryk i dag og glæder mig til at gå ind ad døren på Hjalprædisherinn og tage trappen op til mit stille værelse på 2.sal.

© Copyright Morten Stender

<< retur